Et forsikringsselskab klagede til ombudsmanden over at Rigspolitiet og Justitsministeriet havde afslået en anmodning på vegne af 7 forsikringsselskaber om at modtage ugentlige dataleverancer fra Centralregisteret for Motorkøretøjer (CRM).
Ombudsmanden mente at myndighederne var berettigede til at udlevere oplysningerne efter persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 7. Spørgsmålet var imidlertid om myndighederne også havde pligt til at udlevere oplysningerne. Ved vurderingen af det spørgsmål lagde ombudsmanden vægt på at Rigspolitiet ikke generelt havde afslået tilsvarende anmodninger. Hvis myndighederne ville afslå selskabets anmodning – selv om en videregivelse var berettiget efter persondataloven – måtte myndighederne derfor konkret kunne redegøre for de grunde der førte til at anmodningen alligevel blev afslået. Det skyldes at myndighederne er undergivet de almindelige forvaltningsretlige krav om lighed og saglighed.
Justitsministeriet havde lagt vægt på en risiko for misbrug hvis ethvert forsikringsselskab og andre virksomheder med en lignende interesse i oplysningerne kunne få adgang hertil. Ministeriet havde også lagt vægt på den administrative byrde som en eventuel tilladelse ville medføre. Endelig mente Justitsministeriet ikke at det forhold at Forsikring & Pension modtog de pågældende oplysninger til brug for Forsikringsluppen, kunne føre til at Rigspolitiet også var forpligtet til at videregive oplysningerne til de 7 forsikringsselskaber.
Sammenfattende var det ombudsmandens opfattelse at Justitsministeriet ikke havde tilstrækkeligt grundlag for at afslå selskabets anmodning.
Da administrationen af området var overgået til SKAT den 1. januar 2008, henstillede ombudsmanden til Skatteministeriet at genoptage sagen med henblik på at træffe en ny afgørelse.
(J.nr. 2007-4303-619).