FOB 2009 7-1

Anmeldelse af prisstigning til Energitilsynet. Bevisvurdering

19-11-2009

Et privat forsyningsselskab anmeldte i 2001 en prisstigning til Energitilsynet. Flere år efter blev det opdaget at der manglede et korrekt udfyldt tarifblad vedrørende denne prisstigning på selskabets sag hos Energitilsynet. Det var uklart hvad der var baggrunden for denne mangel. Energitilsynet mente at manglen måtte skyldes Energitilsynets forhold. Energiklagenævnet lagde derimod til grund at selskabets anmeldelse af prisstigningen ikke havde været vedlagt et korrekt udfyldt tarifblad, og at prisstigningen derfor var ugyldig.

Forsyningsselskabet klagede til ombudsmanden over nævnets afgørelse i sagen. Ombudsmanden var enig med myndighederne i at tarifbladet var en gyldighedsbetingelse. Ombudsmanden var dog ikke enig i Energiklagenævnets vurdering af beviserne i sagen. Han lagde bl.a. vægt på at forsyningsselskabet havde fået en bekræftelse på at Energitilsynet havde modtaget anmeldelsen med flere tilhørende dokumenter, herunder tarifbladet. Forsyningsselskabet havde derfor ikke haft grund til at sikre sig yderligere bevis for at tarifbladet var blevet sendt til og modtaget af Energitilsynet. Der var desuden forhold som ombudsmanden mente var af betydning for sagen, men som Energiklagenævnet ikke havde inddraget ved vurderingen af sagen.

Ombudsmanden henstillede derfor til nævnet at foretage en ny vurdering af sagen.

Ifølge Energiklagenævnets afgørelse førte det manglende tarifblad til at prisstigningen var ugyldig. Ombudsmanden pegede på at nævnet ikke havde vurderet hvad konsekvensen af ugyldighed var i denne sag, og kom med nogle bemærkninger i den forbindelse. Ombudsmanden henstillede til nævnet at det – i det omfang det blev relevant – inddrog det han havde anført, ved nævnets fornyede vurdering af sagen.

(J.nr. 2008-2291-324).