Ankestyrelsen modtog en anonym underretning om bekymring for to børn. På grund af usikkerhed om, hvem moren var, ringede Ankestyrelsen til morens arbejdsgiver for at få bekræftet hendes identitet.
I forbindelse med behandlingen af sagen sendte Ankestyrelsen de to børn partshøringsbreve med akter fra sagen. Børnene var henholdsvis 12 og 14 år; det 12-årige barn havde diagnosen atypisk autisme.
Ombudsmanden mente ikke, at han kunne kritisere, at Ankestyrelsen i underretningssager som udgangspunkt partshører ikke bare forældremyndighedsindehaverne, men også børn over 12 år, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Han mente derfor ikke, at han havde grundlag for at kritisere Ankestyrelsens vurdering af, at den 14-årige datter kunne partshøres.
Hvad angik den 12-årige søn, mente ombudsmanden ikke, at han havde tilstrækkeligt grundlag for at kritisere Ankestyrelsens vurdering af, at sønnen kunne partshøres.
Ombudsmanden mente imidlertid ikke, at Ankestyrelsens fremgangsmåde i forbindelse med partshøringen af børnene havde gjort det tilstrækkeligt klart for dem, hvad sagen drejede sig om, og hvad de skulle forholde sig til. Han mente heller ikke, at fremgangsmåden var hensigtsmæssig eller hensynsfuld over for børnene.
Derudover udtalte ombudsmanden, at han ikke mente, at han havde det fornødne grundlag for at kritisere, at Ankestyrelsen valgte at ringe til den arbejdsgiver, der var oplyst om i underretningen, for at få bekræftet morens identitet. Det burde dog efter ombudsmandens opfattelse have fremgået af det notat, som Ankestyrelsen udarbejdede om telefonsamtalen, hvem styrelsen havde talt med, og hvilke oplysninger der mere præcist blev videregivet under samtalen.
Endvidere mente ombudsmanden ikke, at han havde grundlag for at kritisere, at Ankestyrelsen behandlede den anonyme underretning i stedet for at videresende sagen til kommunen, som ikke tidligere havde modtaget underretninger om familien.
(Sag nr. 17/02658)