En borger ansøgte om at få eftergivet sin studiegæld. SKAT (nu Gældsstyrelsen) svarede i et brev med overskriften ”Tilbud om delvis eftergivelse”, at SKAT kunne tilbyde at nedskrive en del af gælden, hvorefter resten skulle afvikles over en fem- eller syvårig periode. Nedsættelsen af gælden var dog betinget af, at borgeren takkede ja til tilbuddet inden for fire uger. Hvis borgeren ikke accepterede tilbuddet inden fristen, ville gælden ikke blive eftergivet, hverken helt eller delvist.
Borgeren klagede til Skatteankestyrelsen over afgørelsen. Hun skrev bl.a., at hun havde afslået tilbuddet om delvis eftergivelse. Skatteankestyrelsen stadfæstede SKATs afslag på fuld eftergivelse, men tog ikke stilling til spørgsmålet om delvis eftergivelse.
Ombudsmanden udtalte, at han ikke havde grundlag for at tilsidesætte resultatet af Skatteankestyrelsens afgørelse om, at borgeren ikke kunne få fuld eftergivelse af sin studiegæld. Det var imidlertid ombudsmandens opfattelse, at SKAT ikke havde hjemmel til at betinge retsvirkningen af afgørelsen om delvis eftergivelse af borgerens gæld af, at hun accepterede det fremsatte ”tilbud” inden for en nærmere bestemt tidsfrist. Ombudsmanden mente derfor, at det var beklageligt, at SKAT havde anvendte denne fremgangsmåde.
Ombudsmanden udtalte også, at Skatteankestyrelsen i sin afgørelse burde have taget stilling til SKATs afgørelse i sin helhed, dvs. både det implicitte afslag på fuld eftergivelse af studiegælden og afgørelsen om delvis eftergivelse af studiegælden. Skatteankestyrelsen kunne således ud fra omstændighederne i sagen – herunder borgerens klage – ikke gå ud fra, at hun kun klagede over afgørelsen om afslag på fuld eftergivelse. Hvis Skatteankestyrelsen var i tvivl om, hvorvidt borgeren klagede over begge dele, burde Skatteankestyrelsen efter ombudsmandens opfattelse have rettet henvendelse til borgeren for at få afklaret, hvad hun klagede over.
(Sag nr. 17/00856)