Under en tvangsudsendelse af en afvist asylansøger gjorde udlændingen modstand ved bl.a. at råbe og skrige i flyet. For at dæmpe råbene fastholdt de ledsagende politifolk udlændingen og bøjede flere gange hans hoved ned mod brystet.
Ombudsmanden spurgte nærmere ind til anvendelsen af denne metode. Ombudsmanden spurgte bl.a. politiet, om metoden kunne indebære risiko for, at udlændingens frie vejrtrækning blev hindret.
Politiet fik herefter en læge til at overvære en demonstration af metoden. Lægen vurderede, at metoden ikke ville give anledning til luftvejsproblematikker, hvis grebet kun blev fastholdt kortvarigt og blev sluppet, når personen faldt til ro.
Herudover oplyste politiet til ombudsmanden, at før metoden anvendes under en tvangsudsendelse, skal de ledsagende politifolk forsøge at dæmpe udlændingen med talens magt. Udlændingen skal ligeledes oplyses om, at anvendelsen af magt vil blive afbrudt, når han eller hun falder til ro.
Det gav ikke ombudsmanden anledning til bemærkninger, at politiet i visse situationer anvender magt med det formål at begrænse råb og skrig under en tvangsudsendelse. På baggrund af den lægelige vurdering gav den metode, som politiet havde brugt, heller ikke ombudsmanden anledning til bemærkninger.
Ombudsmanden henstillede dog til Rigspolitiet, at det blev skrevet ind i politiets interne retningslinjer om ledsagede udsendelser med fly, hvordan metoden skal anvendes og under hvilke betingelser.
Anvendelsen af magt under den konkrete tvangsudsendelse gav ikke ombudsmanden anledning til bemærkninger. Politiet havde oplyst til ombudsmanden, at politiets rapport om den pågældende tvangsudsendelse ikke indeholdt tilstrækkelig dokumentation af anvendelsen af magt. Dette var ombudsmanden enig i.
(Sag nr. 18/00329)