En journalist klagede til ombudsmanden over, at han efter et år endnu ikke havde fået en afgørelse på sin klage til Natur- og Miljøklagenævnet (nu Miljø- og fødevareklagenævnet) over et afslag fra Danmarks Miljøportal på indsigt i en database med miljøoplysninger.
Hverken miljøoplysningsloven eller offentlighedsloven fra 1985 indeholder frister for klageinstansens sagsbehandling. Ombudsmanden anførte, at der derfor som udgangspunkt måtte foretages en konkret vurdering af nævnets sagsbehandlingstid. I denne vurdering måtte det efter ombudsmandens opfattelse dog indgå, at miljøoplysningsloven fastsætter en ubetinget sagsbehandlingsfrist på to måneder for behandlingen af en anmodning om aktindsigt, og at forarbejderne til den nye offentlighedslov – og de grundlæggende hensyn bag selve offentlighedsordningen – forudsætter, at bl.a. klagesager om aktindsigt behandles med en vis hurtighed.
Uanset principielle spørgsmål i sagen og en række øvrige forhold, som Miljø- og Fødevareklagenævnet havde anført, udtalte ombudsmanden, at en samlet sagsbehandlingstid på mere end 14 måneder på daværende tidspunkt for en klage over en afgørelse om aktindsigt var alt for lang og derfor kritisabel.
Ombudsmanden henstillede til Miljø- og Fødevareklagenævnet at fremskynde færdigbehandlingen af sagen mest muligt.
Ombudsmanden fandt det desuden beklageligt, at Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke af egen drift havde kvitteret for modtagelsen af journalistens klage og holdt ham underrettet om sagens status.
(Sag nr. 17/02375)