FOB 2017-19

Forvaltningen af NemID gav anledning til spørgsmål om tilstrækkelig lovhjemmel m.v.

15-06-2017

 

 

Efter henvendelse fra en kommunal borgerrådgiver rejste ombudsmanden en række spørgsmål over for Digitaliseringsstyrelsen og Finansministeriet om det retlige grundlag for NemID.

Ombudsmanden spurgte Digitaliseringsstyrelsen og Finansministeriet om lovgrundlaget for, at det offentlige kan overlade opgaver vedrørende NemID til den private virksomhed Nets DanID. Han spurgte også til lovgrundlaget for, at Nets DanID har indgået aftaler med de kommunale borgerservicecentre om at registrere og udstede NemID. I den forbindelse spurgte han til de juridiske rammer, når borgerservicecentre f.eks. afviser at udstede NemID til nogle borgere.  

På baggrund af ombudsmandens henvendelse tilkendegav Digitaliseringsstyrelsen, at det som følge af udviklingen i anvendelsen af NemID og af hensyn til borgernes retssikkerhed ville være hensigtsmæssigt med klare lovgivnings­mæssige rammer for ansvar og rettigheder i forhold til NemID.  

Digitaliseringsstyrelsen oplyste til ombudsmanden, at Finansministeriet allerede havde påbegyndt et lovarbejde, og at der ville blive fremsat et lovforslag i det kommende folketingsår med forventet ikrafttræden i 2018. Lovforslaget ville kunne tage hånd om de spørgsmål med hensyn til NemID, som ombuds­manden havde peget på. 

Ombudsmanden meddelte på den baggrund myndighederne, at han ikke foretog sig mere i sagen.  

(Sag nr. 15/04765)