En kommune havde truffet afgørelse om fordelingen af udgifter i forbindelse med istandsættelse af en privat fællesvej og havde i den forbindelse afgjort dels, at kommunen som ejer af en offentlig sti, der løb langs den ene side af den private fællesvej, skulle fritages for at betale bidrag, dels at en privat grundejer, hvis ejendom foruden til den private fællesvej grænsede op til den offentlige sti, på grund af den offentlige sti skulle have reduceret vejbidraget. Vejdirektoratet var enig i kommunens afgørelser. En af de grundejere på den private fællesvej, som var pålagt at betale fuldt bidrag til istandsættelsen, klagede til ombudsmanden over udgiftsfordelingen.
Ombudsmanden udtalte, at der ikke i lov om private fællesveje var hjemmel til at fritage kommunen – som ejer af den offentlige sti langs den private fællesvej – for at deltage i udgifterne til vejens vedligeholdelse. Efter den dagældende § 50, stk. 1, i lov om private fællesveje skulle der ved udgiftsfordelingen ses bort fra ”offentlige veje”, men der var ikke grundlag for at anvende denne regel på offentlige stier.
Ombudsmanden udtalte også, at der ikke i lov om private fællesveje var hjemmel til at reducere bidraget for den private grundejer, hvis ejendom foruden til den private fællesvej grænsede op til den offentlige sti. Efter den dagældende § 50, stk. 6, i lov om private fællesveje skulle der ved udgiftsfordelingen i forhold til ejendomme, der også grænser op til ”offentlig vej”, beregnes et passende reduceret bidrag, men der var heller ikke grundlag for at anvende denne regel på offentlige stier.
Ombudsmanden henstillede til Vejdirektoratet, at det traf en ny afgørelse om udgiftsfordelingen i den konkrete sag, at det fremover indrettede sin fortolkning af vejlovgivningen i overensstemmelse med hans retsopfattelse, og at det i den forbindelse overvejede, om der kunne være anledning til at genoptage nogle af de nyere afgørelser, der var truffet på baggrund af direktoratets hidtidige fortolkningsmåde.
(Sag nr. 14/00644)