En kommune modtog en anonym henvendelse om en kvinde, som modtog en række sociale ydelser som ”reelt enlig”. Ifølge den anonyme henvendelse levede kvinden i et ægteskabslignende forhold. Kommunen indkaldte kvinden til et møde ”om de sociale ydelser, du modtager og har ansøgt om”. Under mødet blev kvinden gjort bekendt med den anonyme henvendelse og bedt om at redegøre for sine forhold. Kommunen undersøgte sagen nærmere og holdt endnu et møde med kvinden. Det andet møde blev kaldt ”partshøring”. Herefter traf kommunen afgørelse om, at kvinden ikke var berettiget til en række sociale ydelser, og at ydelser, hun allerede havde modtaget, skulle betales tilbage.
Efter en konkret vurdering af de forhold, som myndighederne havde lagt vægt på, da de afgjorde sagen, mente ombudsmanden, at sagen på en række punkter ikke var tilstrækkeligt oplyst, og at der derfor var væsentlige mangler ved sagsoplysningen.
Ombudsmanden lagde til grund, at kommunen havde haft en ”mistanke”, sådan som det er beskrevet i § 10 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter. Kommunen skulle derfor have vejledt kvinden om, at hun ikke havde pligt til at give oplysninger, som kunne have betydning for bedømmelsen af den formodede strafbare lovovertrædelse.
Ombudsmanden mente også, at det andet møde med kvinden ikke opfyldte kravene til en partshøring i forvaltningslovens § 19, da kommunen efter en konkret vurdering burde have partshørt kvinden skriftligt.
Endelig mente ombudsmanden, at det var en klar fejl, at det sociale nævn traf afgørelse på et delvist ukorrekt faktisk grundlag om fordeling af nogle penge mellem kvinden og hendes tidligere ægtefælle, og at nævnets udtalelse til ombudsmanden indeholdt samme faktuelle fejl. Det sociale nævn var henholdsvis én og to gange blevet gjort opmærksom på fejlen. (J.nr. 12-00108)