Et folketingsmedlem var efter et valg kandidat til en ministerpost. Inden regeringen blev dannet, blev han indkaldt til et møde i Statsministeriet med deltagelse af bl.a. departementscheferne for Statsministeriet og Justitsministeriet. På mødet fik han vist et notat udarbejdet af Politiets Efterretningstjeneste, der indeholdt oplysninger, som ministerierne mente var til hinder for, at han kunne opnå den fornødne sikkerhedsgodkendelse for at blive minister. Han blev samtidig meddelt et tavshedspålæg med hensyn til oplysningerne i notatet. Han bad senere om aktindsigt i notatet hos Justitsministeriet, men det blev afslået.
Folketingsmedlemmet klagede gennem sin advokat til ombudsmanden. Ombudsmanden udtalte, at han ikke havde tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte myndighedernes vurdering af, at der kunne meddeles et tavshedspålæg med hensyn til oplysningerne i notatet. Ombudsmanden mente imidlertid, at det var meget kritisabelt, at tavshedspålægget ikke blev meddelt skriftligt, og at der heller ikke i øvrigt blev sikret nogen form for dokumentation for pålæggets eksistens, indhold og rækkevidde. Efter ombudsmandens opfattelse var det under de omstændigheder særdeles tvivlsomt, om tavshedspålægget kunne håndhæves.
Ombudsmanden havde ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte Justitsministeriets vurdering af, at folketingsmedlemmet ikke (i form af en kopi) burde gives indsigt i notatet, men det var ombudsmandens opfattelse, at afgørelsen om aktindsigt var affattet på en uheldig og uklar måde. Justitsministeriet burde desuden have overvejet, om folketingsmedlemmet kunne få lejlighed til at gennemse notatet igen.
Efter at have modtaget ombudsmandens udtalelse offentliggjorde Justitsministeriet indholdet af notatet med undtagelse af enkelte oplysninger.
(Sagsnummer 12/00467)