FOB 2012-16

Ikke aktindsigt i oplysninger om dronningens tildeling af storkorset til kongen af Bahrain

15-10-2012

En journalist klagede over, at Udenrigsministeriet havde afslået aktindsigt i korrespondance mellem kongehuset i Danmark og den danske ambassade i Riyadh om dronningens tildeling af storkorset til kongen af Bahrain.  

Ministeriet mente, at nogle af oplysningerne i korrespondancen kunne undtages efter offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 2, om forholdet til fremmede magter. Ministeriet henviste til, at oplysningerne var fremkommet i en fortrolig dialog mellem kongehuset i Bahrain og den danske ambassade i Riyadh.  

Ministeriet mente desuden, at hele korrespondancen kunne undtages fra aktindsigt efter ”generalklausulen” i offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, om væsentlige hensyn til offentlige interesser. Ministeriet lagde vægt på, at dronningens ordenstildelinger i princippet slet ikke er omfattet af offentlighedsloven, og at kongehuset befinder sig i en ganske særlig situation, idet kongehuset er afhængigt af ambassadernes bistand, når der skal etableres kontakt til – og udveksles oplysninger med – fremmede statsoverhoveder forud for kongehusets besøg i udlandet, herunder oplysninger om eventuel udveksling af ordener.  

For så vidt angik ministeriets anvendelse af § 13, stk. 1, nr. 2, kunne ombudsmanden ikke på det foreliggende oplysningsgrundlag anse det for tilstrækkeligt, at ministeriet alene i mere generelle vendinger havde begrundet afslaget med, at oplysningerne var fremkommet i en fortrolig dialog mellem ambassaden i Riyadh og kongehuset i Bahrain. 

Ombudsmanden havde imidlertid ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere Udenrigsministeriets anvendelse af § 13, stk. 1, nr. 6, på den i sagen omhandlede korrespondance.  

(J.nr. 12/01038)