Under et tilsynsbesøg på Sikringsafdelingen blev ombudsmanden bekendt med, at der for visse patienter var fastsat begrænsninger for, hvilken litteratur de måtte læse. Det skete ifølge myndighederne efter en konkret og individuel vurdering af patienten og mulighederne for at behandle vedkommende.
Ombudsmanden rejste en generel egen drift-undersøgelse om forholdet.
Ombudsmanden udtalte bl.a., at begrænsningen udgjorde et indgreb i de berørte patienters ret til at modtage information efter artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at indgreb i individets frihed kræver klar og sikker hjemmel.
Som hjemmel for indgrebet henviste myndighederne særligt til psykiatrilovens § 2 a om husordener og til den ulovbestemte retsgrundsætning om anstaltsbetragtninger.
I en foreløbig vurdering af sagen fandt ombudsmanden, at psykiatrilovens § 2 a ikke i sig selv kan antages at indeholde den fornødne hjemmel til begrænsningen. Efter ombudsmandens opfattelse var der ligeledes mest, der talte for, at heller ikke anstaltsforhold indeholdt en tilstrækkelig hjemmel. Herved henviste ombudsmanden særligt til, at der er tale om indgreb i ytringsfriheden (retten til at modtage information), og at indgrebet derfor – uanset et sagligt behandlings- eller sikkerhedsmæssigt formål – som udgangspunkt må anses som et indgreb af ikke ubetydelig intensitet over for de berørte patienter.
Sundheds- og Ældreministeriet anerkendte, at lovgivningen kunne give anledning til tvivl om, hvorvidt patienters adgang til information kunne begrænses på det gældende retlige grundlag. På den baggrund ville ministeriet arbejde for, at der blev skabt et klart hjemmelsgrundlag, så der fremadrettet ikke opstod tvivl herom.
Ombudsmanden fandt herefter ikke grundlag for at foretage sig yderligere.
(Sag nr. 19/05229)
Læs udtalelsen her