Læs undersøgelsen i Retsinformation
Indledning
1. Undersøgelsens afgrænsning, tilrettelæggelse og gennemførelse
I et brev af 5. december 1995 bad jeg Arbejdsministeriet om et møde med henblik på en nærmere drøftelse af iværksættelsen af et egen drift-projekt om Arbejdstilsynets sager om påbud i henhold til § 77 i lov om arbejdsmiljø.
Mødet afholdtes den 21. december 1995. Under mødet aftaltes at undersøgelsen skulle omfatte 160 fortløbende sager fra 4 forskellige tilsynskredse. Sagerne skulle udtages fra kreds Vestsjællands Amt, kreds Fyns Amt, kreds Københavns Amt og kreds Nordjyllands Amt.
Det aftaltes derpå telefonisk at sager som omhandlede virksomhedsbesøg hvor besøget alene havde givet anledning til mundtlig vejledning samt besøg der havde resulteret i tiltalerejsning, ikke var omfattet af undersøgelsen. Ligeledes holdtes sager om elevatorer, kedler og beholdere uden for undersøgelsen. Heller ikke sager der var rekurreret til direktoratet, skulle medtages.
Undersøgelsen kom herefter til at omfatte påbud og skriftlige vejledninger udstedt efter den 3. april 1995 således at der blev udtaget i alt 40 sager i kronologisk orden fra hver af de fire kredse.
I perioden 31. januar til 16. februar 1996 modtog jeg de 160 sager.
Gennemgangen af sagerne fandt derpå sted med udgangspunkt i et kontrolskema. Undersøgelsen kom til at omfatte såvel forvaltningsprocessuelle som materielle spørgsmål. Hovedvægten blev dog lagt på en række processuelle spørgsmål mens hjemmelsproblemer har haft en mindre fremtrædende plads.
Denne prioritering hænger sammen med at arbejdsmiljølovgivningen i vid udstrækning er en ramme- og bemyndigelseslovgivning som overlader Arbejdstilsynet ganske vide skønsmæssige rammer. Dertil kommer at afgørelsernes indhold ofte bygger på sagkyndige og fagkyndige vurderinger som ombudsmandsinstitutionen ikke er i besiddelse af. Det følger af de almindelige principper for ombudsmandens prøvelse af forvaltningens afgørelser at sådanne spørgsmål kun prøves såfremt der foreligger særlige omstændigheder. Inden for denne ramme har der kun været anledning til at vurdere nogle enkelte hjemmelsmæssige spørgsmål.
Med et brev af 31. marts 1999 sendte jeg en foreløbig redegørelse for min gennemgang af de 160 sager til Direktoratet for Arbejdstilsynet, og jeg bad direktoratet om en udtalelse herom samt om at sagen blev sendt tilbage gennem Arbejdsministeriet hvis bemærkninger til den foreløbige redegørelse jeg ligeledes udbad mig.
Den 19. april 1999 traf jeg på anmodning fra direktoratet afgørelse om at den foreløbige redegørelse var undtaget fra aktindsigt, jf. ombudsmandslovens § 20, stk. 2.
Direktoratet for Arbejdstilsynet afgav udtalelse den 29. juni 1999, og Arbejdsministeriet meddelte i brev af 30. juni 1999 at ministeriet kunne henholde sig til direktoratets udtalelse.
Direktoratets udtalelse er medtaget som bilag til den endelige rapport. Desuden er dele af udtalelsen indarbejdet i de enkelte afsnit i rapporten.