En journalist klagede til ombudsmanden over, at Statsministeriet med henvisning til offentlighedslovens § 33, nr. 5, havde givet afslag på aktindsigt i oplysninger, som indgik i en sag hos ministeriet, der ikke var en personalesag. Oplysningerne indgik også i to personalesager hos Moderniseringsstyrelsen. Statsministeriet henviste til, at der var tale om oplysninger vedrørende personalesager uden for ministeriet, og til de hensyn, der ligger bag offentlighedslovens § 21, stk. 2, om undtagelse af personalesager fra aktindsigt.
På baggrund af offentlighedslovens forarbejder mente ombudsmanden, at der i tilfælde som det foreliggende som udgangspunkt var forholdsvis vid adgang til at undtage sådanne oplysninger efter offentlighedslovens § 33, nr. 5. Samtidig fastholdt ombudsmanden, at brugen af bestemmelsen også i sådanne tilfælde krævede en konkret vurdering.
Da Statsministeriets afgørelse og udtalelse til ombudsmanden ikke efterlod indtryk af, at der var foretaget en reelt konkret vurdering, kunne han ikke på det foreliggende grundlag anerkende ministeriets brug af bestemmelsen. Ombudsmanden bad derfor Statsministeriet om at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse.
Journalisten klagede også over, at Statsministeriet havde afgrænset sagen, så den kun omfattede en begæring om aktindsigt i de dokumenter mv., der var omfattet af ordlyden af begæringen.
Ombudsmanden kunne ikke kritisere, at Statsministeriet havde afgrænset sagen. Men da journalisten specifikt havde bedt om dokumenter frem til afgørelsestidspunktet, var det dog ombudsmandens opfattelse, at ministeriet burde have taget stilling til, om der efter princippet om meroffentlighed kunne gives hel eller delvis aktindsigt i de dokumenter, der var indgået til eller oprettet af ministeriet i perioden mellem tidspunktet for begæringen og afgørelsen. I hvert fald burde ministeriet have gjort journalisten opmærksom på, hvorfor ministeriet ikke havde søgt i dokumenter helt frem til afgørelsestidspunktet.
(Sag nr. 14/02779)