En journalist anmodede Erhvervsstyrelsen om at få udleveret oplysninger fra CVR-registret om antallet af ansatte i en række virksomheder. Oplysningerne var offentligt tilgængelige via udtræk fra registret, men kun i større intervaller. Journalisten ønskede enten at få oplyst det eksakte antal ansatte eller at få oplysningerne i mindre intervaller.
Erhvervsstyrelsen afslog anmodningen, bl.a. med henvisning til bestemmelsen i CVR-lovens § 18, stk. 7, om, at oplysninger om antal ansatte kun måtte videregives i form af en størrelsesgruppe. Det var styrelsens vurdering, at bestemmelsen havde karakter af en særlig tavshedspligtsbestemmelse, der var til hinder for at give oplysningerne i mindre intervaller end de allerede fastlagte. Erhvervs- og Vækstministeriet stadfæstede afgørelsen.
Journalisten klagede herefter til Ombudsmanden. Ombudsmanden udtalte, at han var enig med styrelsen og ministeriet i, at bestemmelsen i CVR-loven måtte anses for en særlig tavshedspligtsbestemmelse for så vidt angik videregivelse af oplysninger om det aktuelle, nøjagtige antal ansatte i virksomhederne, der var registreret i CVR. Selv om der kunne foretages en sammenstilling af oplysninger om det eksakte antal ansatte ved få og enkle kommandoer, kunne ombudsmanden således ikke kritisere, at myndighederne ikke efter offentlighedslovens § 11 foretog et dataudtræk af denne karakter.
Ombudsmanden var i øvrigt enig med myndighederne i, at en sammenstilling af oplysninger om antal ansatte i mindre intervaller end de allerede fastlagte i registret ikke kunne foretages ved få, enkle kommandoer, og ombudsmanden kunne således ikke kritisere, at myndighederne ikke havde foretaget et sådant dataudtræk efter offentlighedslovens § 11. Ombudsmanden fandt på den baggrund ikke grundlag for at tage stilling til, om bestemmelsen i CVR-loven var til hinder for, at der blev givet indsigt i oplysningerne om antal ansatte i mindre intervaller.
(Sag nr. 14/03576)