FOB 2014-25

Afslag på aktindsigt i afvigelsesforklaring til produktionsregnskab for spillefilm

22-08-2014

 

 

En journalist havde anmodet Det Danske Filminstitut om aktindsigt i afvigelsesforklaringen til et produktionsregnskab for en spillefilm. Afvigelsesforklaringen fremgik af en mailkorrespondance mellem filminstituttet og det filmselskab, som havde produceret filmen.  

Da afvigelsesforklaringen blev udleveret, undtog Det Danske Filminstitut – og senere Kulturministeriet – oplysninger om løn til ansatte på filmproduktionen, størrelsen på co-producenternes finansiering af filmen, salgsindtægter og fordeling af filmens udviklingsomkostninger fra aktindsigt under henvisning til offentlighedslovens § 30, nr. 1 og 2. Det var myndighedernes vurdering, at der dels var tale om oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold (§ 30, nr. 1), dels oplysninger om forretningsmæssige forhold, hvis udlevering ville medføre en risiko for økonomisk skade for navnlig filmselskabet (§ 30, nr. 2).  

Journalisten klagede herefter til ombudsmanden, som ikke fandt grundlag for at kritisere, at myndighederne havde undtaget oplysningerne fra aktindsigt. Ombudsmanden lagde vægt på, at der efter det oplyste var foretaget en konkret vurdering af oplysningernes karakter, ligesom der for oplysningerne undtaget efter § 30, nr. 2, var foretaget en konkret vurdering af, om udlevering ville medføre en risiko for økonomisk skade. I lyset af omstændighederne i sagen kunne ombudsmanden i øvrigt ikke kritisere, at Det Danske Filminstitut ikke havde indhentet en udtalelse fra filmselskabet, inden afgørelsen blev truffet.  

Ombudsmanden fandt det dog relevant at komme med nogle generelle bemærkninger om Det Danske Filminstituts praksis, herunder om betydningen af den formodningsregel, som er nævnt i forarbejderne til offentlighedslovens § 30, nr. 2.  

(14/00643)