En journalist klagede til ombudsmanden over, at Justitsministeriet havde afslået at give aktindsigt i navnene på de fem advokater, der senest havde været – men ikke længere var – antaget efter retsplejelovens § 784, stk. 2. Advokaterne havde således tidligere tilhørt den særlige kreds af advokater, som beskikkes i forbindelse med indgreb i meddelelseshemmeligheden i sager, hvor Politiets Efterretningstjeneste efterforsker forbrydelser mod statens sikkerhed, terrorisme mv.
Justitsministeriet havde særligt henvist til hensyn til statens sikkerhed på grund af en risiko for utilbørlig påvirkning af de pågældende advokater med henblik på eventuelt at kunne opnå adgang til klassificerede oplysninger.
Efter at ombudsmanden havde spurgt nærmere ind til baggrunden for afslaget, henstillede ombudsmanden til ministeriet at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse. Ombudsmanden mente således, at der var for meget tvivl om, hvad der var ministeriets reelle begrundelse for afslaget til, at ombudsmanden på det foreliggende grundlag kunne anerkende den trufne afgørelse.
I en ny afgørelse afslog Justitsministeriet på ny aktindsigt i navnene. Journalisten klagede igen til ombudsmanden.
Ombudsmanden fandt, at der med de forklaringer, som han nu havde modtaget fra Justitsministeriet, samlet set ikke var tilstrækkeligt grundlag for at kritisere ministeriets nye afgørelse.
De forklaringer, som Justitsministeriet havde givet undervejs i det samlede sagsforløb, gav imidlertid ombudsmanden anledning til bemærkninger. Sagen illustrerede efter ombudsmandens opfattelse vigtigheden af, at myndighederne også i sager vedrørende Politiets Efterretningstjeneste fra starten forholder sig kritisk – og selvkritisk – til, om der reelt foreligger hensyn, der kan begrunde afslag på aktindsigt. Sagen kunne efter ombudsmandens opfattelse efterlade indtryk af, at dette ikke fuldt ud var sket.
(Sag nr. 14/02294)