FOB 2014-35

Fond ikke omfattet af offentlighedsloven

12-09-2014

 

 

En journalist klagede til ombudsmanden over, at en fond havde meddelt ham afslag på aktindsigt i referater fra møder i fondens bestyrelse. Fonden havde henvist til, at den var oprettet på privatretligt grundlag og dermed ikke var omfattet af offentlighedsloven. 

Ombudsmanden udtalte, at fonden efter hans opfattelse ikke var omfattet af offentlighedslovens § 3, stk. 1, nr. 2. Selvom spørgsmålet om, hvorvidt fonden kunne siges at udøve offentlig virksomhed af mere omfattende karakter, efter ombudsmandens opfattelse gav anledning til en vis tvivl, så var ombudsmanden imidlertid enig med fonden i, at fonden under alle omstændigheder ikke var undergivet intensiv offentlig regulering, tilsyn og kontrol. 

Offentlighedsloven – herunder dens regler om aktindsigt – fandt således ikke anvendelse på fondens virksomhed, ligesom fonden ikke var omfattet af ombudsmandens kompetence. 

(Sag nr. 14/03933)