FOB 06.436

Anmodning om genoptagelse af arbejdsskadesag skulle også vurderes på ulovbestemt grundlag

01-01-2006

En mand blev i forbindelse med sit arbejde ved politiet udsat for et akut støjtraume under en skydeøvelse i 1980. Arbejdsskadestyrelsen anerkendte i 1990 lidelsen som en arbejdsskade, men vurderede at manden – som på trods af støjtraumet var fortsat med sit arbejde – ikke havde lidt noget erhvervsevnetab. Ved en skydeøvelse i 1992 pådrog manden sig endnu et støjtraume. Mandens erhvervsevnetab som følge af skaden blev i 1994 vurderet til 15 pct. af Arbejdsskadestyrelsen, hvilket imidlertid heller ikke berettigede manden til nogen erstatning.

I 2001 tilkendte kommunen manden mellemste førtidspension med henvisning til hans nu massive hørenedsættelse og bl.a. hukommelses- og koncentrationsbesvær som kunne skyldes hørenedsættelsen. Kommunen vurderede altså at hans arbejdsevne hos politiet var nedsat i svær grad. I 2002 blev han afskediget fra politiet med kvalificeret svagelighedspension. Afskedigelsen var begrundet i helbredsbetinget utjenestedygtighed.

Manden bad på denne baggrund Arbejdsskadestyrelsen om at genoptage spørgsmålet om erhvervsevnetab som følge af de to arbejdsskader. Arbejdsskadestyrelsen og senere Ankestyrelsen afviste imidlertid at genoptage spørgsmålet med henvisning til at mandens anmodning var indgivet mere end 5 år efter at erstatningen først blev fastsat. Ifølge § 29 i den dagældende arbejdsskadeforsikringslov kunne spørgsmålet nu kun genoptages hvis ganske særlige omstændigheder talte for det. Det mente myndighederne ikke var tilfældet ifølge den administrative praksis som knyttede sig til § 29.

Ombudsmanden anså det for usikkert om Ankestyrelsen havde anvendt den nævnte administrative praksis i overensstemmelse med præmisserne i en dom som Højesteret havde afsagt den 19. maj 2005 under ombudsmandens behandling af sagen. Ombudsmanden kritiserede at myndighederne – når de mente at genoptagelse efter den lovbestemte ordning i § 29 måtte anses for afskåret – ikke havde taget stilling til om genoptagelsesanmodningen var begrundet i forhold som efter omstændighederne burde medføre genoptagelse på ulovbestemt grundlag. Ombudsmanden henstillede at Ankestyrelsen – og eventuelt først Arbejdsskadestyrelsen – traf en ny afgørelse om genoptagelse på baggrund af ombudsmandens udtalelse.

(J.nr. 2004-3895-024).