FOB 06.158

Aktindsigt i oplysninger om Københavns Kommunes udgifter til graffitikonsulent

01-01-2006

En journalist klagede til ombudsmanden over Københavns Kommunes afslag på aktindsigt i fakturaer der viste hvor store udgifter kommunens bygge- og teknikforvaltning havde haft til en graffitikonsulent mens "Stop Graffiti"-kampagnen kørte. Statsamtet København havde tiltrådt afslaget.

Afslaget blev givet med henvisning til offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2.  Myndighederne mente at udlevering af fakturaerne ville medføre en nærliggende risiko for at konsulentvirksomheden led økonomisk skade. Myndighederne henviste bl.a. til at konkurrerende virksomheder kunne misbruge oplysninger om virksomhedens økonomiske situation og/eller kopiere virksomhedens koncept.

Ombudsmanden var enig i at fakturaerne indeholdt oplysninger om drifts- og forretningsforhold, jf. offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2. Ombudsmanden mente dog ikke at det var sandsynligt at aktindsigt i fakturaerne kunne have væsentlig økonomisk betydning for konsulentfirmaet. Undtagelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2, var derfor ikke anvendelig.

På den baggrund henstillede ombudsmanden til Statsamtet København at genoptage sagen. (J.nr. 2005-0087-101).