FOB 06.237

Afslag på at godkende at værge for mindreårig gav helt eller delvist afkald på en gruppelivsforsikring

01-01-2006

En far klagede over at Civilstyrelsen havde afslået at godkende at han som værge for sit mindreårige barn gav enten helt eller delvist afkald på en gruppelivsforsikring der kom til udbetaling i anledning af barnets mors død.

Det fremgik af sagen at parret havde to fælles børn og at moren – ca. 3 år før fødslen af parrets andet barn – havde indsat parrets første barn som primært begunstiget i forhold til sin gruppelivsforsikring. Det fremgik endvidere at farens anmodning om godkendelse af et delvist afkald på gruppelivsforsikringen var begrundet i et ønske om at ligestille de to helsøskende.  

Ombudsmanden udtalte at det var beklageligt at Civilstyrelsen havde taget stilling til sagen som første instans, og at Civilstyrelsen i stedet burde have hjemvist sagen til behandling i Statsamtet Storstrøm.

Ombudsmanden udtalte endvidere at det var beklageligt at Civilstyrelsens afslag ikke indeholdt en redegørelse for de hovedhensyn der havde været bestemmende for Civilstyrelsens afgørelse.

Efter det oplyste var Civilstyrelsens afslag på at godkende et fuldstædigt afkald på gruppelivsforsikringen i overensstemmelse med Civilstyrelsens langvarige og restriktive praksis på området. Bl.a. med henvisning hertil mente ombudsmanden ikke der var grundlag for at henstille at Civilstyrelsen genoptog denne del af sagen.

For så vidt angik Civilstyrelsens afslag på at godkende et delvist afkald på gruppelivsforsikringen, var det i sagen oplyst at Civilstyrelsen ikke tidligere havde taget stilling til en lignende sag.

Ud fra en konkret vurdering af sagens karakter, dens helt særlige omstændigheder, de konstaterede fejl og sagens principielle betydning, henstillede ombudsmanden at Civilstyrelsen genoptog behandlingen af denne del af sagen og hjemviste den til behandling i statsamtet.

(J.nr. 2005-3597-650)