En kvinde fødte den 9. juni 1999 en søn. Barnets far var den 18. marts 1999 blevet anholdt og siden idømt fængsel i 1 år og 9 måneder. Efter barnets fødsel bad kvinden statsamtet om at fastsætte bidrag.
Den 29. oktober 1999 traf statsamtet afgørelse om at kvindens ansøgning om bidrag ikke kunne imødekommes. Civilretsdirektoratet tiltrådte den 5. januar 2000 statsamtets afgørelse. Af direktoratets begrundelse for afgørelsen fremgik at direktoratet havde vurderet at samlivet mellem kvinden og barnets far ikke var ophævet som følge af uoverensstemmelser, og at direktoratet havde tillagt denne vurdering afgørende betydning.
Ombudsmanden udtalte at det ved vurderingen af om begge forældre opfylder forsørgelsespligten efter børnelovens § 13, kan indgå som kriterium om en eventuel samlivsophævelse ikke skyldes uoverensstemmelse, men andre grunde. Vurderingen af hvorvidt den af forældrene som ikke opholder sig sammen med barnet opfylder sin forsørgelsespligt efter § 13, må dog altid bero på et konkret skøn i den enkelte sag af den pågældende forælders opfyldelse af forsørgelsespligten set i forhold til vedkommendes forsørgelsesevne. Også i tilfælde hvor strafafsonere uanset om de måtte være uden forsørgelsesevne normalt antages at opfylde deres forsørgelsespligt efter børnelovens § 13 når samlivet med den anden af forældrene ikke er ophævet på grund af uoverensstemmelse, må der foretages en konkret vurdering af om strafafsoneren opfylder sin forsørgelsespligt efter evne. Ombudsmanden tilsluttede sig at spørgsmålet om hvorvidt en forælder betragtes som enlig forsørger i relation til anden lovgivning, er uden betydning for vurderingen af hvorvidt den anden af forældrene opfylder sin forsørgelsespligt efter børnelovens § 13.
Ombudsmanden kritiserede statsamtets og Civilretsdirektoratets begrundelser og sagsoplysning i forbindelse med afgørelserne. Endvidere kritiserede ombudsmanden Civilretsdirektoratets sagsbehandlingstid.
Som sagen forelå oplyst, fandt ombudsmanden ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere resultatet af myndighedernes afgørelser, og ombudsmanden havde derfor ikke tilstrækkelig anledning til at bede myndighederne om at genoptage sagens behandling. (J.nr. 2000-0830-652).