FOB 01.527

Aktindsigt i rettevejledning til revisoreksamen. Interne arbejdsdokumenter

01-01-2001

En studerende klagede til ombudsmanden over sin karakter ved den afsluttende skriftlige revisoreksamen. Han ønskede også aktindsigt i de "Vejledende bemærkninger for censur" der blev brugt af censorerne ved rettearbejdet med eksamensopgaverne til den pågældende revisoreksamen. Revisorkommissionen gav afslag på aktindsigt med henvisning til at der var tale om interne arbejdsdokumenter.

Det afgørende spørgsmål måtte herefter være om der alligevel skulle gives aktindsigt efter bestemmelsen i offentlighedslovens § 8 om interne arbejdsdokumenter der foreligger i endelig form. Efter at have modtaget og gennemlæst rettevejledningen var ombudsmanden af den opfattelse at den efter en samlet vurdering faldt inden for området af offentlighedslovens § 8, nr. 4, om dokumenter der indeholder generelle retningslinier for behandlingen af bestemte sagstyper, og derfor som udgangspunkt var undergivet aktindsigt.

Ombudsmanden henstillede i lyset heraf til Revisorkommissionen at genoptage behandlingen af den studerendes aktindsigtsbegæring. (J.nr. 1999-0852-701).