FOB 01.473

Aktindsigt i beredskabstalepunkt til brug for statsministeren

01-01-2001

En journalist klagede til ombudsmanden over Statsministeriets afslag på aktindsigt i et beredskabstalepunkt. Talepunktet var udarbejdet af Økonomiministeriet til brug for statsministerens mundtlige besvarelse af spørgsmål stillet i Folketinget. Journalisten klagede endvidere over at Økonomiministeriet end ikke havde omtalt eksistensen af talepapiret i sit afslag på aktindsigt.

Statsministeriets afslag blev givet med henvisning til offentlighedsloven § 13, stk. 1, nr. 6. Statsministeriet mente at hensynet til den interne politiske beslutningsproces gjorde det påkrævet at undtage det pågældende dokument. Ministeriets afgørelse byggede på en konkret vurdering, og ministeriet havde overvejet princippet om meroffentlighed i offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt., men mente heller ikke i medfør heraf at der var grundlag for at give aktindsigt i beredskabstalepunktet.

Ombudsmanden udtalte at der ikke var grundlag for at kritisere Statsministeriets afgørelse. Ombudsmanden lagde vægt på at Statsministeriet havde foretaget en konkret vurdering i forhold til hensynet til den politiske beslutningsproces og offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6.

Blandt andet under hensyn til at der ikke var grund til at kritisere Statsministeriet, gennemførte ombudsmanden ikke en undersøgelse i anledning af klagen over Økonomiministeriet. (J nr. 2000-3900-801 og j.nr. 2001-0825-201)