DR kan betale journalisters bøder og sagsomkostninger

19-05-2016

Det er lovligt, at DR normalt friholder sine medarbejdere for bøder, erstatning og sagsomkostninger, der skyldes forhold begået som led i det journalistiske arbejde. Det udtaler Folketingets Ombudsmand i en ny redegørelse. 

”Sagen har rejst principielle spørgsmål om DRs stilling i tilfælde, hvor journalister måtte blive dømt for f.eks. injurier fremsat i udsendelser. Men efter en samlet vurdering mener jeg, at DRs praksis er lovlig”, siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen. Han lægger bl.a. vægt på, at DR efter lovgivningen skal kunne drives efter nogenlunde samme principper som andre medievirksomheder. 

Ombudsmanden lægger også vægt på, at den enkelte journalist ikke står alene med et program, men at en række overordnede er involveret, og at DR ikke altid dækker eventuelle bøder mv., men vurderer hvert enkelt tilfælde. 

Ombudsmanden anerkender samtidig, at der er tale om usædvanlig brug af offentlige midler. Og da det ikke fremgår, at Folketinget - f.eks. ved vedtagelsen af radio- og fjernsynsloven - har forholdt sig til spørgsmålet, har han orienteret Kulturministeriet, Folketingets Retsudvalg og Folketingets Kulturudvalg. 

Ombudsmanden henstiller endvidere bl.a., at DR overvejer i sine etiske retningslinjer at tydeliggøre, at det det aldrig – uanset hvilke journalistiske formål det måtte tjene – kan komme på tale f.eks. at foretage eller medvirke til handlinger, som man med sikkerhed eller sandsynlighed anser for strafbare eller på anden måde retsstridige. 

Læs ombudsmandens udtalelse


Yderligere oplysninger: 

Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, tlf. 20 33 97 52 

Områdechef Karsten Loiborg, tlf. 33 13 25 12 


FAKTA
 

Baggrund 

Folketingets Ombudsmand blev ved henvendelse fra en advokat gjort opmærksom på, at DR har en praksis med at friholde sine medarbejdere for omkostninger, som de bliver pålagt i forbindelse med f.eks. straffesager rejst mod dem for forhold udført i tjenesten. 

Ombudsmanden undersøgte på den baggrund sagen nærmere. 

Retsgrundlag 

Det bestemmes i radio- og fjernsynslovens § 15, stk. 1 (lovbekendtgørelse nr. 255 af 20. marts 2014), at DR er en selvstændig offentlig institution. 

I forarbejderne til denne bestemmelse, er det bl.a. anført, at DR skal sikres en ”udstrakt selvstændighed og uafhængighed … med hensyn til dispositioner på de økonomiske og administrative områder”. 

Det er videre anført, at DRs virksomhed lader sig ikke sammenligne med nogen anden offentlig virksomhed; den kan bedst sidestilles med den, der udøves af et stort dagblad eller snarere af en bladkoncern, der tillige udgiver et ugeblad og en række tidsskrifter. Radio og TV kan i én forstand opfattes som et supplement til pressen, men befinder sig samtidig i en stadig konkurrence med denne og andre massemedier. Skal institutionen kunne klare sig i denne konkurrence og være i stand til at løse sine opgaver, må virksomheden kunne drives efter principper, der ikke i for høj grad adskiller sig fra dem, der er gældende f.eks. inden for pressen.”