Bunken af ældre patientklager vokser

07-06-2016

Antallet af patientklagesager, der er ældre end 18 måneder, er vokset med ca. 40 pct. fra 461 sager ved udgangen af 2014 til 651 sager ved udgangen af 2015. Til gengæld er der blevet færre af de helt gamle sager over 36 måneder. Det fremgår af en redegørelse fra Sundheds- og Ældreministeriet til ombudsmanden. 

Det fremgår også af redegørelsen, at der i Styrelsen for Patientsikkerhed er næsten 4.000 verserende klagesager, som er indgivet før den 1. januar 2016. 

Ministeriet har nu udarbejdet en plan for at nedbringe bunken af patientklagesager og vil snarest muligt forelægge et aktstykke for Folketingets Finansudvalg for at kunne gennemføre planen. 

Behov for flere ressourcer
Ombudsmanden kaldte i juni 2015 de stigende sagsbehandlingstider i patientklagesager for meget bekymrende og spurgte ministeriet, hvilke konkrete initiativer ministeriet ville tage for at nedbringe sagsbehandlingstiderne. 

Sundheds- og Ældreministeriet og Styrelsen for Patientsikkerhed har i redegørelsen beskrevet sin plan for nedbringelse af sagsbehandlingstiden og bunken af patientklager. Ministeriet har oplyst, at man vil bede finansudvalget om at godkende, at ministeriet bruger ca. 37 millioner kroner til behandlingen af patientklagesager, som oprindeligt var afsat til andre formål. 

Ombudsmanden foretager sig på nuværende tidspunkt ikke mere i forhold til sagsbehandlingstiderne i patientklagesager. Ombudsmanden har bedt om underretning fra Sundheds- og Ældreministeriet, når finansudvalget har taget stilling til aktstykket. 
 

Ombudsmandens breve til Sunds- og Ældreministeriet og Styrelsen for Patientsikkerhed

Sundheds- og Ældreministeriets redegørelse af 15. april 2016. 

Nyhed om sagen fra 10. juni 2015.
 

Yderligere oplysninger:  

Folketingets ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, tlf. 20 33 97 52. 

 

FAKTA 

  • Patientklager behandles af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn eller Styrelsen for Patientsikkerhed (tidligere Patientombuddet). 
  • Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler bl.a. klager over den faglige virksomhed, der udøves af en række forskellige persongrupper inden for sundhedsvæsenet, f.eks. læger. 
  • Styrelsen for Patientsikkerhed behandler bl.a. klager over tilsidesættelse af patientrettigheder og klager over sundhedsfaglig behandling, hvor en eventuel kritik ønskes rettet mod behandlingsstedet og ikke mod en konkret sundhedsperson. 
     

Antallet af ældre verserende patientklager 

 

 

Udgangen af 2014

Udgangen af 2015

I alt over 18 mdr. gamle

461

651

Heraf over 24 mdr. gamle

215

193

Heraf over 36 mdr. gamle

53

20