Ombudsmanden opfordrer myndigheder til at overveje uddannelse i brug af magt på sociale bosteder

16-11-2016

På et socialt bosted i Østjylland døde en ung mand i fjor efter at være blevet fastholdt af tre medarbejdere. Ingen af bostedets medarbejdere havde fået egentlig uddannelse i at bruge magt. 

Ombudsmandens undersøgelse af sagen viser bl.a., at der ikke findes regler for uddannelse i magtanvendelse på sociale institutioner. 

”Når brug af magt på sociale institutioner i nogle tilfælde ikke kan undgås, er det vigtigt, at magtudøvelsen sker så skånsomt og professionelt som muligt. Derfor synes jeg, det er vigtigt, at myndighederne overvejer, om der bør indføres krav om en vis uddannelse af medarbejdere i brug af magt”, siger Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen. 

Overvejelser om retningslinjer og uddannelse
Ombudsmanden tog sagen om dødsfaldet op efter at have læst om den i pressen. Han behandler jævnligt sager om dødsfald eller selvmord vedrørende personer, der er i myndighedernes varetægt. 

I den konkrete sag havde ombudsmanden ikke grundlag for at udtale kritik af personalets handlinger forud for magtanvendelsen og dødsfaldet eller af botilbuddets reaktioner og undersøgelser efter dødsfaldet. 

Men som led i undersøgelsen konstaterede ombudsmanden, at personalet ikke havde nogen egentlig uddannelse i brug af magt, og at der ikke på bostedet fandtes nedskrevne retningslinjer for brug af magt. 

I et brev til Socialstyrelsen beder han derfor nu styrelsen om at overveje, om man fra statslig side bør medvirke til at sikre, at de relevante bosteder har retningslinjer for brug af magt – også for den efterfølgende håndtering, f.eks. kontakt til pårørende, politi, øvrigt personale, øvrige beboere, opfølgning mv. 

Ombudsmanden beder samtidig Socialstyrelsen overveje, om personalet på sociale tilbud skal have uddannelse i at bruge magt. 

Ombudsmanden har bedt om at blive underrettet om resultatet af Socialstyrelsens overvejelser.

Se ombudsmandens brev til Socialstyrelsen (i anonymiseret form) her.

Yderligere oplysninger:   

Direktør, Jonas Bering Liisberg, tlf. 50 77 50 99 

Afdelingschef Morten Engberg, tlf. 33 13 25 12   

 

FAKTA

Magtanvendelse i form af fysisk magt (f.eks. fastholdelse) kan ske over for voksne, såfremt: 

    -   der er nærliggende risiko for, at personen udsætter sig selv eller andre for at lide
        væsentlig personskade, og

    -   forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet. 

Samtidig skal anvendelsen 

    -   begrænses til det absolut nødvendige

    -   ikke erstatte omsorg, pleje eller socialpædagogiske indgreb

    -   stå i rimeligt forhold til det, der søges opnået (hvis mindre indgribende
        foranstaltninger er tilstrækkelige, skal disse anvendes)

    -   ske så skånsomt og kortvarigt som muligt og med størst mulig hensyntagen til 
        den pågældende og andre tilstedeværende, således at der ikke forvoldes unødig
        krænkelse eller ulempe

 

Disse regler gælder for voksne, der bor på institutioner.  

Reglerne angiver overordnet, hvornår offentligt ansat plejepersonale kan udøve magt. Men der findes ingen retningslinjer for, hvordan de ansatte kan udøve magt, når det er nødvendigt. 

Reglerne om magtanvendelse findes i servicelovens (lovbekendtgørelse nr. 1284 af 17. november 2015) kapitel 24 og suppleres af bekendtgørelse nr. 1140 af 29. august 2016 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne samt om særlige sikkerhedsforanstaltninger for voksne og modtagepligt i boformer efter serviceloven.