Ombudsmanden undersøger sag om fyret gymnasielærer

06-04-2016

Folketingets Ombudsmand har i dag bedt Campus Bornholm forklare baggrunden for, at en gymnasielærer blev fyret efter, at han havde kritiseret sin arbejdsplads i en e-mail til Folketingets Finansudvalg. 

I brevet til Campus Bornholm beder ombudsmanden navnlig om, at skolen forholder sig til, om afskedigelsen er i overensstemmelse med reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed. 

"Offentligt ansatte har en vidtgående ytringsfrihed. Men jeg vil naturligvis ikke drage konklusioner i den konkrete sag, før jeg har hørt skolens forklaring," siger Jørgen Steen Sørensen. 

Ombudsmanden har også bedt Campus Bornholm om at forklare en e-mail, der er sendt til samtlige medarbejdere på skolen efter fyringen af læreren. I e-mailen kommer skolen bl.a. ind på forholdet mellem de ansattes ytringsfrihed og loyalitetspligt.

Campus Bornholm har fået en frist på fire uger til at svare ombudsmanden.  


Se ombudsmandens høringsbrev.


Nærmere oplysninger fås hos ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, tlf. 20 33 97 52, eller fuldmægtig Camilla Bang på tlf. 33 13 25 12. 

 

FAKTA  

  • Gymnasielæreren blev fyret den 10. februar 2016, fordi han i december 2015 – dagen inden Folketingets Finansudvalg skulle træffe beslutning om en ekstraordinær bevilling til Campus Bornholm – i en e-mail til Finansudvalget omtalte sin arbejdsplads og ledelse i kritiske vendinger og opfordrede til, at ledelsen blev afskediget. 
  • Reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed er bl.a. beskrevet i Justitsministeriets vejledning nr. 87 af 14. september 2006 om offentligt ansattes ytringsfrihed.