Udlændinge i Vridsløselille har fået markant bedre forhold

20-09-2016

Efter ombudsmandens to tilsynsbesøg og dialog med de ansvarlige myndigheder er forholdene for udlændinge i Vridsløselille blevet markant forbedret. 

Udlændingene er ikke længere låst inde i fængselsceller næsten døgnet rundt – de kan nu færdes og have samvær på fællesarealer. Desuden har de fået en række aktivitetstilbud og mulighed for beskæftigelse. 

”Disse mennesker var frihedsberøvet under unødvendigt strenge forhold, som for nogle kunne indebære skadevirkninger. Derfor er det godt, at myndighederne har reageret hurtigt og i hvert fald forbedret forholdene på en række væsentlige punkter”, siger Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen. Han bemærker, at gruppen af udlændinge i Vridsløselille ikke afsoner straf. De er frihedsberøvet efter udlændingeloven, f.eks. for at sikre, at de er til stede, når de skal rejse ud af Danmark, eller når deres sag om asyl skal behandles. 

Ombudsmanden vil fortsat følge forholdene i Vridsløselille. Han har bedt om en status på forholdene i midten af november 2016. Desuden undersøger han Vridsløselilles brug af sikringscelle.
 

Kriminalforsorgen enig i problemer 
I februar 2016 var et besøgshold fra ombudsmanden på et uanmeldt besøg i Vridsløselille sammen med fagpersoner fra Institut for Menneskerettigheder og DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur. Efter besøget udtrykte ombudsmanden alvorlig bekymring, dels for det restriktive regime, hvor udlændingene var låst inde næsten døgnet rundt, dels for mangel på aktiviteter, beskæftigelse, kommunikation og information i institutionen. Han udtalte også, at personalet ikke syntes at være tilstrækkeligt informeret om og uddannet til at tage vare på udlændingene.  

Direktoratet for Kriminalforsorgen var enig i, at regimet i Vridsløselille var problematisk. Direktoratet stillede ændringer og forbedringer i udsigt og fremlagde en detaljeret handlingsplan.  

Den 22. juni 2016 foretog ombudsmanden sammen med DIGNITY et nyt besøg i Vridsløselille. Mange forhold var klart forbedret. Udlændingene var dog fortsat låst inde i celler fra aften til morgen og i nogle tidsrum i løbet af dagen. 

Ombudsmanden bad Direktoratet for Kriminalforsorgen om en udtalelse om, hvorfor udlændinge i Vridsløselille – i modsætning til den samme gruppe af udlændinge i Udlændingecenter Ellebæk – fortsat var låst inde i mere end 12 timer i døgnet. Ombudsmandens brev førte til, at direktoratet besluttede at lempe forholdene yderligere fra august 2016.
 

Ombudsmandens nyhed om besøget i februar 2016 

Ombudsmandens nyhed om status i sagen 

Ombudsmandens høringsbrev efter besøget den 22. juni 2016 

Direktoratets svar på høringsbrevet 

Ombudsmandens afsluttende brev til Vridsløselille
 

Yderligere oplysninger:  

Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, tlf. 20 33 97 52 

Konsulent Erik Dorph Sørensen, tlf. 33 13 25 12 

 

FORBEDRINGER I VRIDSLØSELILLE 

Status på punkter, hvor ombudsmanden har udtrykt alvorlig bekymring:  

Indespærring: Celledørene i Vridsløselille er ikke længere låst udefra om dagen og som udgangspunkt heller ikke om natten. Udlændingene kan så­ledes færdes på afdelingerne i Vridsløselille og have samvær med hinanden på afdelingernes fællesarealer. Der er dog en time om dagen, hvor dørene er låst, fordi der holdes personalemøde, men der kan i denne time være samvær i grupper på op til fire personer i hver celle. Desuden er dørene låst for dem, der ikke vil med, når afdelingerne i 1-1½ time dagligt har adgang til udearealer. Direktoratet har oplyst, at de låste døre i de to situationer skyldes konkrete og sikkerhedsmæssige forhold. 

Beskæftigelse og aktiviteter: Under ombudsmandens besøg den 29. februar 2016 stod motionsrum, skole, værksteder og andre faciliteter tomme, fordi Kriminalforsorgen havde været ved at lukke fængslet, da der blev truffet beslutning om, at det skulle anvendes til udlændinge. Ved ombudsmandens besøg den 22. juni 2016 var der mulighed for at bage i fængslets køkken (en såkaldt bageskole), og der var indrettet motionsrum i en selvstændig bygning. Derudover var der arbejdsopgaver til en begrænset del af udlændingene. Arbejdsopgaverne bestod i vedligehold af grønne områder, renovering af bygninger, vaskeri, renovation mv. Desuden var der tilbud om fritidslignende aktiviteter i løbet af dagen, som blev iværksat af bl.a. frivillige fra Røde Kors. 

Information: Der er kommet nyt informationsmateriale til udlændingene, herunder en informationsfolder og en husorden. Folderen beskriver centrale forhold vedrørende frihedsberøvelsen og dagligdagen i Vridsløselille. Det fremgår bl.a., at udlændingene ikke er i Vridsløselille, fordi de har begået noget kriminelt, men fordi de er frihedsberøvet efter udlændingeloven. Det fremgår også, at Vridsløselille i dag kun bruges til personer, som er frihedsberøvet efter udlændingeloven, og at de derfor ikke vil møde personer, som er sat i fængsel på grund af kriminalitet. 

Uddannelse af personale: Personalet i Vridsløselille har af Dansk Flygtningehjælp fået uddannelse i kulturforståelse samt indholdet af relevante udlændingeregler, asylproceduren mv. Personale fra Udlændingecenter Ellebæk har været i Vridsløselille for at fortælle om deres erfaringer fra dagligdagen med de frihedsberøvede udlændinge.  
 

UDLÆNDINGENE I VRIDSLØSELILLE 

  • Vridsløselille var indtil december 2015 et lukket fængsel for langtidsindsatte. Det blev opført i 1859. Institutionen er omgivet af en ringmur. Cellerne er knap 7 m2.  Der er tremmer for vinduerne.

  • Udlændingene i Vridsløselille er frihedsberøvet efter § 36 i udlændinge­loven for at sikre, at de er til stede, f.eks. når de skal rejse ud af Danmark, eller når deres sag om asyl skal behandles af myndighederne.

  • Under besøget den 29. februar 2016 var der 63 udlændinge, heraf 8 kvinder, i institutionen. De havde gennemsnitligt opholdt sig der i 19 dage.

  • Under besøget den 22. juni 2016 var der 39 mandlige udlændinge i Vrids­løselille. De havde gennemsnitligt opholdt sig der i 38 dage. Kvinder placeres nu udelukkende i Ellebæk.