FOB 2011 20-1

Kommunes krav om tilbagebetaling af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til kommunalbestyrelsesmedlem

17-02-2011

En del af vederlaget til et medlem af en kommunalbestyrelse var blevet udbetalt efter de særlige regler om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Medlemmet havde løbende afleveret opgørelser over de timer han havde brugt på arbejdet i kommunalbestyrelsen, og kommunen havde på den baggrund udbetalt vederlagene til ham.

Kommunen krævede senere at medlemmet af kommunalbestyrelsen betalte vederlagene tilbage, da han ikke havde dokumenteret at han havde lidt et tab der svarede til de beløb han havde fået udbetalt.

Ombudsmanden lagde vægt på at kommunens vejledning af medlemmet af kommunalbestyrelsen talte for at han havde været i god tro da han modtog udbetalingerne. Ombudsmanden mente ikke at kommunen i tilstrækkelig grad havde inddraget betydningen af sin vejledning ved vurderingen af om der var grundlag for at kræve de udbetalte beløb tilbage.

Ombudsmanden henstillede at kommunen genoptog sagen og traf en ny afgørelse.

 (J.nr.2009-3774-410)