FOB 2011 13-5

Aktindsigt i generel sag om medarbejderes rejser

09-02-2011

En journalist klagede til ombudsmanden over Skatteministeriets afslag på aktindsigt i oplysninger om ni rejser som ansatte i SKAT havde foretaget. Skatteministeriet havde over for journalisten begrundet afslaget med at ministeriet ikke ved søgning i journalsystemerne havde kunnet finde dokumenter eller oplysninger om rejserne.

Under ombudsmandens behandling af sagen lokaliserede Skatteministeriet ni spørgeskemaer om rejserne. Spørgeskemaerne var udfyldt af ansatte og skulle bruges til en undersøgelse i forbindelse med den redegørelse til Folketinget som journalisten havde henvist til i sin anmodning om aktindsigt.

Skatteministeriet gjorde i sin udtalelse til ombudsmanden gældende at journalisten ikke kunne få aktindsigt i spørgeskemaerne fordi de var en del af de ansattes personalesager. Ministeriet henviste til offentlighedslovens § 2, stk. 2. Ombudsmanden udtalte at spørgeskemaerne efter hans opfattelse var en del af sagen om den generelle undersøgelse til brug for redegørelsen til Folketinget. Ombudsmanden mente derfor ikke at offentlighedslovens § 2, stk. 2, kunne begrunde undtagelse fra aktindsigt. Skatteministeriet burde have foretaget en konkret vurdering af om oplysningerne kunne undtages fra aktindsigt.

Desuden kunne den begrundelse Skatteministeriet havde givet journalisten for afslaget på aktindsigt, efter ombudsmandens mening give det ukorrekte indtryk at ministeriet ikke var i besiddelse af dokumenter eller oplysninger om de ni rejser. Ombudsmanden kritiserede derfor at ministeriet havde givet en misvisende begrundelse for afslaget.

Ombudsmanden bad ministeriet om at genoptage sagen.

(J.nr. 2011-1088-8019)