En borger klagede til ombudsmanden i en sag om førtidspension, herunder særligt et spørgsmål om inddragelse af en speciallægeerklæring. Kommunen og beskæftigelsesankenævnet havde givet afslag på førtidspension, og Ankestyrelsen havde afvist at behandle sagen da den ikke havde generel eller principiel betydning.
Ombudsmanden mente ikke der var grundlag for at kritisere myndighedernes afgørelser i sagen.
Men ombudsmanden mente at der var en (klar) anledning til at beskæftigelsesankenævnet i begrundelsen for sin afgørelse tog stilling til betydningen af en speciallægeerklæring, herunder redegjorde for hvorfor den ikke blev tillagt afgørende betydning. Ombudsmanden lagde vægt på at der var stor divergens mellem den speciallægeerklæring der blev lagt vægt på, og den speciallægeerklæring der ikke blev lagt vægt på, herunder at den sidstnævnte erklæring kunne tale for et andet resultat i sagen end det afgørelsen kom til at lyde på. Ombudsmanden lagde også vægt på at borgeren over for ankenævnet havde gjort særlig opmærksom på den speciallægeerklæring der ikke blev lagt vægt på, og at det efter borgerens opfattelse var den erklæring der måtte tillægges afgørende betydning. Det var således efter ombudsmandens opfattelse en fejl at beskæftigelsesankenævnet ikke i begrundelsen for sin afgørelse tog stilling til betydningen af den speciallægeerklæring der ikke blev lagt vægt på.
(J.nr. 2010-2810-0410)