FOB 2011 5-4

Aktindsigt i handleplansskemaer kun ved gennemsyn - forvaltningslovens § 16, stk. 3

07-11-2011

Talsmanden for en gruppe indsatte i et statsfængsel klagede til Direktoratet for Kriminalforsorgen over en fast praksis i statsfængslet med kun at give indsatte aktindsigt i deres egne handleplansskemaer i form af gennemsyn.  

Direktoratet mente ikke at det kunne kritisere statsfængslets praksis for gennemførelse af aktindsigt. Direktoratet henviste til forvaltningslovens § 16, stk. 3, og til at statsfængslets praksis er udtryk for en nødvendig balance mellem på den ene side den enkeltes ret til at kunne varetage sine egne partsinteresser på den bedste måde og på den anden side hensynet til at undgå at indsatte tvinger andre indsatte til at fremlægge dokumenter som i detaljer om­taler den kriminalitet de har begået – med efterfølgende risiko for repres­salier.  

Ombudsmanden bad Justitsministeriet om en udtalelse i sagen. Ministeriet udtalte at muligheden i § 16, stk. 3, for at nægte udlevering af afskrift eller fotokopi beror på et skøn. Derfor vil en generel praksis hvor en forvaltningsmyndighed nægter udlevering uden at foretage en konkret vurdering, ikke være forenelig med bestemmelsen. Justitsministeriet udtalte imidlertid samtidig at det efter ministeriets opfattelse ikke kan udelukkes at der i visse typer sager kan gøre sig helt særlige forhold gældende som betyder at der i almindelighed vil foreligge tungtvejende grunde der med afgørende vægt taler imod udlevering af afskrift eller fotokopi.  

Ombudsmanden tilsluttede sig Justitsministeriets opfattelse og kritiserede herefter direktoratets retsopfattelse. Han henstillede at direktoratet gjorde kriminalforsorgens institutioner bekendt med hans opfattelse. 

Ombudsmanden modtog efterfølgende underretning fra direktoratet om at det havde rundsendt hans udtalelse til kriminalforsorgens institutioner, og han med­delte herefter direktoratet at han ikke foretog sig mere i sagen. 

(J.nr. 2010-4614-6012)