FOB 08.488

Manglende svar på ansøgning

22-11-2008

En landmand søgte i december 2007 om miljøgodkendelse til udvidelse af kvægbestanden. I juni 2008 var behandlingen af ansøgningen endnu ikke begyndt, og sagen blev omtalt i pressen. Herefter gik ombudsmanden af egen drift ind i sagen.

Kommunen oplyste at der i forbindelse med kommunesammenlægningen og en ny husdyrlov var oprettet en venteliste, og at sagerne ville blive behandlet i rækkefølge efter ansøgningstidspunkt. Kommunens miljøafdeling havde rekrutteringsproblemer, og sagen kunne derfor først forventes behandlet færdig i oktober 2009.

Ombudsmanden udtalte at det var kommunens ansvar at forvaltningen var forsvarligt bemandet. Det var meget beklageligt at sagen – der drejede sig om ansøgerens levevej – ikke kunne behandles tidligere. Ombudsmanden henstillede at kommunen søgte at fremme sagen mest muligt.
(J.nr. 2008-2133-100).

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.