En døv kvinde søgte om økonomisk hjælp til sammen med sin mindreårige, hørende datter at deltage i et familiekursus for døve familier med hørende børn. Kommunen afslog at bevilge merudgiftsydelse efter § 100 i lov om social service, og det sociale nævn fastholdt kommunens afgørelse. Afslaget var begrundet med at den døve kvinde ikke var omfattet af den personkreds som kunne få hjælp til dækning af nødvendige merudgifter efter bestemmelsen i servicelovens § 100. En institution – som repræsenterede kvinden – pegede på at afgørelsen ville betyde at voksne døve uden anden funktionsnedsættelse end hørehandicappet reelt ville være afskåret fra at få dækket merudgifter som følge af funktionsnedsættelsen.
Ombudsmanden kunne ikke kritisere afgørelserne i sagen eller den administrative praksis som afgørelserne var udtryk for. Imidlertid var netop døve nævnt i forarbejderne som et af eksemplerne på persongrupper der kunne få hjælp til dækning af merudgifter. Ombudsmanden mente derfor at der bestod en vis tvivl om hvorvidt den fastlagte praksis var helt i overensstemmelse med intentionerne med bestemmelsen om merudgift, og at der også var en vis usikkerhed om hvordan den fastlagte praksis harmonerede med det overordnede kompensationsprincip på handicapområdet. Ombudsmanden orienterede derfor blandt andet Folketingets Retsudvalg om sagen.
(J.nr. 2007-4204-052).
Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.