28. marts 1990

Erstatning i forbindelse med politiets medvirken til fjernelse og destruktion af uindregistreret bilvrag, der henstod på et af færdselsloven omfattet område

01-01-1986

A klagede på B's vegne over, at Justitsministeriet (J) kun havde ydet B en erstatning på 1.000 kr. i forbindelse med politiets medvirken til fjernelse og destruktion af Bs uindregistrerede bilvrag, der henstod på et af færdselsloven omfattet parkeringsareal.
Myndighederne havde som hjemmel til fjernelse og destruktion af bilen henvist til færdselslovens § 123-24 og den i medfør heraf udstedte bekendtgørelse.
Under ombudsmandens behandling af sagen oplyste J, at færdselslovens § 123 ikke kunne anvendes, idet køretøjet ud fra en vurdering af dets tilstand ikke havde kunnet anses for at være et af færdselsloven omfattet køretøj. J fandt i stedet, at politiet havde haft hjemmel til fjernelsen i retsplejelovens § 108, stk. 1.
Ombudsmanden fandt, at politiet havde haft tilstrækkelig hjemmel til fjernelsen i færdselslovens § 87, stk. 1, jf. § 118, stk. 1, nr. 1, sammenholdt med retsplejelovens § 108, stk. 1, og at politiet ikke havde pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med køretøjets afgivelse til destruktion. Ombudsmanden henstillede dog samtidig til J, at der tilvejebringes en ordning, hvorefter der tidligst foretages destruktion af "køretøjer" som det omhandlede 14 dage efter fjernelsen, jf. færdselslovens § 123, stk. 3, 3. pkt.
J.nr. 1986-832-611

A klagede på B's vegne over, at Justitsministeriet i skrivelse af 18. juni 1986 kun havde indvilget i at betale en erstatning på 1.000 kr. i anledning af, at Farum Politi den 11. april 1985 lod et uindregistreret køretøj, der tilhørte B, fjerne fra parkeringskælderen under adressen ... , P-by.

Af sagens akter fremgik det, at B den 11. april 1985 konstaterede, at hans uindregistrerede bil var blevet fjernet fra parkeringskælderen under (adressen). B rettede samme aften og flere gange den følgende dag forgæves henvendelse til politiet om bilens fjernelse.

I skrivelse af 16. april 1985 klagede B til Politimesteren i X-by over politiets medvirken i forbindelse med fjernelsen af bilen.

I anledning af klagen til politimesteren afgav den politiassistent, der havde besluttet, at den uindregistrerede bil skulle fjernes følgende notits til sagen:

"I anledning af, at (B), i skrivelse af 160485 klager over, at jeg har fjernet hans bil fra ... (stedbetegnelse) skal jeg oplyse, at den blev fjernet den 110485 på min foranledning.

Der blev den dag fjernet 5 uindregistrerede, værdiløse biler af (D). Jeg kender kun (D) fra tlf.samtaler. Han fjerner køretøjerne uden vederlag for politiet.

I (stedbetegnelse) henstilles der ofte uindregistrerede biler, som folk ønsker at skaffe sig af med, og det er ikke til at finde frem til ejere eller tidligere ejere.

Den 17 MAJ 84 var der beboergennemgang af området. Der blev fundet 24 uindregistrerede biler. En skrivelse herom blev tilsendt ejendomsinspektøren, og jeg fik en genpart. Da jeg kontrollerede forholdet, var der endnu flere køretøjer uden plader.

Da færdselslovens bestemmelser gælder på stedet, foranledigede jeg køretøjerne fjernet ved enten ejere eller (D). Derefter har jeg jævnligt tilset stedet og fjernet eller fået ejere til at fjerne køretøjer uden plader, idet politiet ikke kan sidde og vente på henvendelser af ovennævnte art.

Den 28. MAR 85 fik jeg skriftlig anmeldelse fra C om, at der ved (adresseangivelse) holdt 3 uindregistrerede biler. Beboere havde forgæves søgt at få fat i ejerne, men det var ikke lykkedes, og man anmodede nu politiet om at fjerne køretøjerne.

Den 11. APR 85 blev de 2 fjernet, da jeg skønnede dem værdiløse. Samtidig blev 3 andre uindregistrerede, værdiløse, biler fjernet. Ved (adresseangiveelse) holdt klagerens. Det var en blå Wauxhall. Køretøjet var opklodset. Det var ribbet for instrumentpanel og motor. Der var rust i skærme, paneler og vanger, og det var tydeligt, at det havde stået på stedet i lang tid.

Køretøjet var værdiløst.

Det er ofte forbundet med stor vanskelighed at finde frem til ejere af uindregistrerede men ikke værdiløse køretøjer, og jeg lader derfor helt værdiløse køretøjer følge med, når (D) er i (stedbetegnelse) efter andre."

I sit svar på B's klage anførte Politimesteren i X-by  bl.a. følgende:

"... at reglerne om politiets indbringelse (eventuelt fjernelse) og salg (eller destruktion) af bl.a. defekte køretøjer findes i færdselslovens § 123 og § 124 samt i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 540 af 7. november 1974 og Justitsministeriets cirkulære nr. 233 af samme dato.

Det fremgår heraf, at politiet hvor et indregistreret køretøj, der omfattes af færdselslovens § 123, må anses for værdiløst, hvilket vil sige, at udgifterne ved dets salg skønnes at ville overstige indtægterne ved salget, skal søge at underrette køretøjets ejer eller bruger om fjernelsen af køretøjet og meddele denne en meget kort frist for at afhente dette fra indbringelsesstedet. Er der derimod tale om et ikke-registreret køretøj, der skønnes uden værdi, skal dette straks afgives til destruktion.

Da det Dem tilhørende køretøj efter det oplyste var opklodset og uden instrumentpanel og motor samt rusttæret i skærme, paneler og vanger, ligesom det tydeligvis havde stået på stedet i længere tid, finder jeg det rimeligt begrundet, at dette er skønnet uden værdi og straks destrueret."

 

Dernæst bad A på B's vegne Politimesteren i X-by om på ny at overveje sagen. A anførte herved bl.a. følgende:

 

"Såvidt vi forstår, har det været tidligere praksis, at politiet samarbejdede med ejendomsadministrationen vedrørende kontrol og eventuel fjernelse af biler fra parkeringsarealet, hvilket tilsyneladende ikke er sket i dette tilfælde. (B) havde fået ejendomsadministrationens samtykke til at lade bilen henstå ved den parkeringsplads, der hører til hans kones lejlighed. Selvom bilen - hvis den kan betegnes som sådan - var uindregistreret kunne politiet ved henvendelse til ejendomsadministrationen uden besvær have fået at vide, hvem den tilhørte.

Hertil kommer, at (B) inden 24 timer efter fjernelsen henvendte sig til politistationen i Farum, der angiveligt intet kendte til fjernelsen. Tilsyneladende er vognen kørt direkte fra garageanlægget over til den nærliggende ophugningsplads.

Det er vel i øvrigt ikke helt utvivlsomt, at et parkeringsareal, som det omtalte i relation til indregistrering, er omfattet af færdselsloven, jf. bl.a. Ugeskrift for Retsvæsen 43, side 184, der endda drejede sig om en påkørsel.

(B) havde et par måneder tidligere købt vognen, fordi han har en lignende vogn, som det er ret umuligt at skaffe reservedele til på grund af alder.

Af brugbare reservedele fandtes ifølge (B) følgende:

4 døre

For- og bagsæder (førersæde pilotsæde)

Instrumentbræt + handskerum + beklædning (kabine)

Loftbelysning

Begge forskærme + emblemer

For- og bagblinklys

Vinduesviskermotor

Varmeapparat motor

Kofanger for og bag

4 hjul + fælge

Benzintank

Styretøj

Bagtøj

4 stk. fjedre til hjul (spiral)

Bremseventil for last

1 anhængertræk

1 gearkasse

Herudover befandt der sig i bagagerummet følgende værktøj:

1 hammer mellemstørrelse

1 mejsel

2 svensknøgler

2 skruetrækkere

1 Philips skruetrækker

1 19 mm ringgaffelnøgle

1 17 -       -

1 ½  -       -

1 donkraft

hvortil kommer 2 specialfremstillede vognbukke til en værdi af ca. kr. 300,- pr. stk.

 

(B) sætter skønsmæssigt værdien af reservedelene til kr. 6.000,- samt værdien af værktøj + vognbukke til ca. kr. 1.000,-."

På baggrund heraf meddelte Politimesteren i X-by følgende:

 

"Jeg har forstået (A's) synspunkter således:

-at der forelå tilladelse fra ejendomsadministrationen til henstilling af det pågældende køretøj,

-at politiet derfor burde (og kunne) have skaffet sig viden om ejerens identitet ved henvendelse til ejendomsadministrationen,

-at køretøjet med urette er transporteret direkte til ophugning samt

-at færdselslovgivningens regler ikke med sikkerhed (for så vidt angår registrering) finder anvendelse på det pågældende område.

Foreningens henvendelser har givet mig anledning til en fornyet gennemgang af sagen, hvori endvidere er foretaget yderligere undersøgelser til klargøring af hændelsesforløbet og baggrunden herfor.

Jeg må herefter konstatere, at der ikke fra ejendomsadministrationens side er meddelt tilladelse (og for tiden ikke meddeles tilladelser) til hensættelse af det omhandlede (eller lignende) køretøjer på (stedbetegnelse) areal.

Der har således ej heller været mulighed for gennem ejendomsadministrationen at tilvejebringe oplysninger om ejerforholdet, der herefter kun vanskeligt - eller slet ikke - ville kunne oplyses.

Det kan i den forbindelse nævnes, at området i ikke ringe udstrækning er genstand for permanent hensættelse/efterladelse af køretøjer i uindregistreret stand.

Jeg finder herefter ikke, som anført i min ovennævnte skrivelse, den af Farum Politi anvendte fremgangsmåde, som boligselskabet er blevet gjort bekendt med i efteråret 1983, stridende mod de for politiets indbringelse (fjernelse) og salg (eller destruktion) af bl.a. defekte køretøjer gældende regler, idet jeg må være af den opfattelse, at området omkring (stedbetegnelse), der er genstand for fri adgang, der er af betydelig udstrækning, og som tjener som tilkørselsvej og parkeringsareal for et antal beboere, der svarer til ca. 25% af befolkningen i P-by kommune, i enhver henseende må anses omfattet af færdselsloven.

Jeg finder herefter ikke anledning til kritik af P-by Politi, men kan dog oplyse, at jeg er sindet i sagens anledning på ny at drøfte problematikken med lederne af herværende ordenspoliti samt understationer.

Jeg har samtidig hermed fremsendt sagen til rigspolitichefen til afgørelse af erstatningsspørgsmålet."

Rigspolitichefen besluttede, at B ikke skulle tilbydes nogen erstatning i forbindelse med politiets fjernelse af hans uindregistrerede bil.

A indbragte Rigspolitichefens afgørelse vedrørende erstatningsspørgsmålet for Justitsministeriet.

I en forbindelse med klagesagens behandling indhentet notits oplyste den politiassistent, der havde forestået fjernelsen af B's bil, bl.a. følgende:

"Jeg har ved forespørgsel på stedet søgt oplyst, om køretøjets ejer opholdt sig i nærheden, men parkeringsarealet er beliggende under boligblokkene, og det gør det derfor vanskeligere at finde frem til ejere af uindregistrerede køretøjer, men jeg har ved tilsyn på stedet spurgt forbipasserende, om de havde kendskab til køretøjet.

Den omhandlede boligblok som køretøjet var henstillet under har nummer fra ... til ... og omfatter således 66 lejemål fordelt på 3 etager.

...

I forbindelse med at finde frem til kjøretøjets ejer kan oplyses, at jeg tidligere har set det pågældende køretøj (eller et af samme type, farve, årgang og udseende) henstillet et andet sted i (stedbetegnelse). Det blev fjernet derfra, og jeg slettede det af listen over uindregistrerede køretøjer.

Jeg har senere erfaret, at uindregistrerede køretøjer forsvinder og dukker op et andet sted i (stedbetegnelse). Muligvis er det unge mennesker, der leger med dem om aftenen.

Køretøjet er ikke ransaget, før det blev fjernet, idet jeg vurderer køretøjet som helhed ud fra færdselslovens bestemmelser om, hvorvidt det vil kunne istandsættes og indregistreres, og der bliver i den forbindelse kun fjernet køretøjer, som er klart uden værdi. Der kan i den forbindelse efterlades værdier i uindregistrerede køretøjers aflåsede bagagerum eller handskerum, men det er usædvanligt i køretøjer, der har stået uindregistreret i månedsvis og efterhånden ribbes for motor og andet af værdi.

Jeg kan ikke bidrage med oplysninger til det nævnte værktøj, for jeg har ikke set det, ligesom jeg ikke kan udtale mig om de 2 vognbukke. (D) der har fjernet køretøjet, fjerner kun de køretøjer, som han er bestilt til at hente.

Skal der tages højde for klagens indhold, vil det formentlig ikke være muligt at fjerne uindregistrerede, værdiløse køretøjer fra offentlig areal, idet ethvert køretøj kan indeholde genstande af værdi som hjul, dæk, ruder m.v., selvom det nok kan blive vanskeligt at finde købere til delene.

At jeg lader køretøjerne fjerne fra stedet skyldes dels henvendelser fra beboere i (stedbetegnelse), der ønsker de gamle "bilvrag uden plader" fjernet, ligesom det skyldes, at politiet dagligt har ærinde til (stedbetegnelse), hvor der bor ca. 4.000 personer, og vi kan ikke være bekendt at færdes så ofte på stedet uden at gribe ind overfor disse åbenlyse forhold, der som nævnt også klages over."

Justitsministeriets svar på A's klage over, at Rigspolitichefen havde afslået at yde B erstatning, anførte ministeriet bl.a. følgende:

"(A) har under sagen bl.a. henvist til, at det ved henvendelse til boligkompleksets administration havde været muligt for politiet at skaffe sig oplysning om ejerens identitet.

Den politiassistent, der foranledigede køretøjet fjernet, har oplyst, at han forinden havde spurgt forbipasserende, om de havde kendskab til køretøjet og dets ejer. Han havde ikke rettet henvendelse til administrationen eller beboere i boligblokken over parkeringsarealet.

Det er endvidere oplyst, at der ikke blev foretaget undersøgelse af, om der i køretøjets bagagerum eller handskerum befandt sig genstande af værdi.

(B) har oplyst, at han havde anskaffet vognen med henblik på at udnytte dens enkelte dele som reservedele til en lignende vogn, som han var i besiddelse af. Han har skønsmæssigt opgjort værdien af reservedelene til 6.000 kr.

Endvidere har (B) oplyst, at der i vognens bagagerum befandt sig en del værktøj og 2 specialfremstillede vognbukke. Den samlede værdi heraf er anslået til ca. 1.000 kr.

Efter en gennemgang af sagen skal man meddele, at Justitsministeriet efter omstændighederne finder at kunne yde (B) en erstatning på 1.000 kr., svarende til den anslåede værdi af værktøj og vognbukke. Justitsministeriet har i øvrigt ikke fundet fuldt tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte rigspolitichefens afgørelse."

I anledning af A's klage modtog jeg en udtalelse fra Justitsministeriet, hvori ministeriet henholdt sig til sin afgørelse i sagen.

På baggrund heraf anmodede jeg Justitsministeriet om en nærmere begrundet udtalelse vedrørende hjemmelen til den skete fjernelse og destruktion af det omhandlede uind- registrerede køretøj.

Justitsministeriet sendte mig dernæst et af ministeriets Lovafdeling udarbejdet "Notat om politiets hjemmel til at lade motorkøretøjer, der er henstillet på områder med almindelig færdsel uden nummerplader, fjerne og destruere umiddelbart efter fjernelsen".

I notatet - som jeg tilsendte A - har Justitsministeriet nærmere uddybet baggrunden for bestemmelserne i færdselslovens § 123, (tidligere § 69 c), og nærmere redegjort for administrationen af området, jf. bekendtgørelse nr. 540 af 7. november 1974 og Justitsministeriets cirkulære nr. 233 af samme dato.

 

 

I en skrivelse til A udtalte jeg herefter følgende:

"Efter almindelige erstatningsretlige regler skal der - for at der foreligger erstatningspligt - dels foreligge et ansvarsgrundlag, dels være lidt et i forhold hertil påregneligt tab.

Om der findes et ansvarsgrundlag for politiet i forbindelse med fjernelsen og destruktionen af (B's) uindregistrerede bil, og - i bekræftende fald - hvor langt dette måtte række, afhænger af, om politiet har haft tilstrækkelig hjemmel til den skete fjernelse og destruktion af bilen.

Dette spørgsmål har givet mig anledning til nogle mere principielle overvejelser, og jeg skal herom udtale følgende:

 

Politimesteren har i sit svar på (B's) klage som hjemmel for politiets medvirken til bortfjernelse og destruktion af uindregistrerede biler, der af politiet skønnes at være "værdiløse", henvist til §§ 123-24 i færdselsloven af 1976, til Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 540 af 7. november 1974 om indbringelse af køretøjer ved politiets foranstaltning og salg af køretøjer, der henstår hos politiet eller Statens Bilinspektion, samt til Justitsministeriets cirkulære nr. 233 af 7. november 1974 om indbringelse af køretøjer ved politiets foranstaltning og salg af køretøjer, der henstår hos politiet eller Statens Bilinspektion.

Færdselsloven af 1976 indeholder i §§ 123-24 følgende bestemmelser:

"§ 123. Politiet kan foranledige de nedenfor under nr. 1-3 nævnte køretøjer fjernet, såfremt de henstår på et af færdselsloven omfattet område:

1) køretøj, der er henstillet i strid med gældende bestemmelser om standsning eller parkering,

2) havareret eller i øvrigt defekt køretøj    og  

3) registreringspligtigt køretøj, der henstår uden nummerplader.

Stk. 2. Køretøjet bringes til den af politiet anviste opbevaringsplads, medmindre føreren eller ejeren (brugeren) er til stede og straks fjerner køretøjet eller anviser anden opbevaringsplads. De af politiet afholdte udgifter til transport og opbevaring påhviler føreren. Er føreren ukendt, eller betaler han ikke efter påkrav, hæfter tillige ejeren (brugeren) for betalingen, medmindre det godtgøres, at føreren uberettiget var i besiddelse af køretøjet. Beløbet kan inddrives ved udpantning.

Stk. 3. Det påhviler politiet at underrette ejeren af et køretøj, der er fjernet og anbragt efter politiets anvisning om, hvornår køretøjet er fjernet, og hvor det opbevares. Underretningen skal tillige indeholde en tilkendegivelse om, at køretøjet, såfremt det ikke afhentes inden udløbet af en fastsat frist, vil blive bortsolgt i overensstememlse med stk. 4. Kan underretning af ejeren ikke finde sted, fordi han er ukendt, kan bortsalg ske 14 dage efter, at køretøjet er blevet fjernet af politiet.

Stk. 4. Politiet er efter udløbet af den i henhold til stk. 3 fastsatte frist berettiget til at sælge køretøjet ved offentlig auktion eller, hvis dette skønnes at ville indbringe et større beløb, til ophugning. Et eventuelt overskud tilfalder statskassen, dog at ejeren i 1 år fra salgsdatoen har krav på udbetaling af dette med fradrag af de med transporten, opbevaringen og salget forbundne udgifter.

Stk. 5. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved indbringelse af køretøjer, forkyndelse af den i stk. 3 nævnte meddelelse til ejeren, betaling for opbevaring af køretøjer og om salg af disse.

  • 124. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om, at køretøjer, der uden at være omfattet af § 123, stk. 1, er i politiets eller bilinspektionens varetægt, kan sælges i overensstemmelse med bestemmelserne i § 123, stk. 3 og 4."

Bekendtgørelse nr. 540 af 7. november 1974 angiver at være udstedt i medfør af færdselslovens § 69 c (jf. nu færdselslovens § 123, stk. 5). Bekendtgørelsen indeholder i § 3 følgende bestemmelse:

"I tilfælde, hvor udgifterne i forbindelse med salg af et køretøj skønnes at ville overstige indtægten ved salget, kan køretøjet afgives til destruktion i overensstemmelse med de forskrifter, som er fastsat ved Justitsministeriets cirkulære af i dag om indbringelse og salg af køretøjer. I sådanne tilfælde gælder af de nedenstående regler kun § 7, stk. 1 og § 9."

Justitsministeriets cirkulære nr. 233 af 7. november 1974 henviser i § 1, stk. 1, til færdselslovens § 69 c (jf. nu færdselslovens § 123, stk. 5). Cirkulæret indeholdt bl.a. følgende bestemmelser:

    " II. Salg af køretøjer

  1. Værdiløse køretøjer.

 

  • 4. I tilfælde, hvor køretøjet må anses for værdiløst, dvs. hvor udgifterne ved dets salg skønnes at ville overstige indtægterne ved salget, gælder følgende:

1) For her i landet registrerede køretøjer, hvis registreringsnummer kendes, indhentes fra Centralregisteret for Motorkøretøjer oplysning om køretøjets ejer (bruger). Hvis den pågældende bor på den angivne adresse, søges han snarest muligt - eventuelt telefonisk - underrettet om indbringelsen, og han opfordres samtidig til at afhente køretøjet inden for en meget kort frist, normalt 8 dage. Afhentes køretøjet ikke inden for fristen, eller har aftale om afhentning ikke kunnet træffes, afgives køretøjet til destruktion.

2) Andre køretøjer end de under 1) omtalte afgives straks til destruktion.

Stk. 2. I øvrigt finder af nedenstående regler kun § 9, § 10, stk. 2, § 11 og §§ 16-18 anvendelse.

Stk. 3. Er det tvivlsomt, om køretøjet må anses for værdiløst, indhentes erklæring fra bilinspektionen.

...

  • 9. Rettes der inden salg af køretøjet henvendelse til politiet fra ejer (bruger), der som fører har henstillet køretøjet, som udlevering af det indbragte køretøj, sker udlevering mod betaling af udgifterne ved køretøjets indbringelse og opbevaring.

Stk. 2. Begæres køretøjet udleveret af ejeren, og oplyser denne, at køretøjet var henstillet af en anden, hvis navn og adresse samtidig oplyses, udleveres køretøjet uden betaling af omkostninger. Omkostningerne søges herefter først inddrevet hos den opgivne fører. Indgår beløbet ikke fra føreren inden 14 dage efter påkrav, afkræves ejeren beløbet. Betaler ejeren ikke beløbet inden 14 dage efter påkrav, eller undlader han inden denne frist at træffe aftale om en betalingsordning, søges beløbet inddrevet ved udpantning hos ejeren. Beløbet kan ikke afkræves eller inddrives hos ejeren, såfremt denne godtgør, at køretøjet var henstillet af en fører, der uretmæssigt var i besiddelse af køretøjet.

...

  • 10, stk. 2. Hvis nettoprovenuet ved salget er mindre end udgifterne ved køretøjets indbringelse og opbevaring, søges underskuddet inddrevet hos føreren, hvis han er kendt, eller subsidiært hos ejeren. § 9, stk. 2, 3.-5. pkt. finder tilsvarende anvendelse.
  • 11 Salg af indbragte registreringspligtige køretøjer, hvis ejer er ukendt, indberettes straks til kostercentralen med oplysning om stelnummer."

Politimesteren i X-by, Rigspolitichefen og Justitsministeriet har i deres afgørelser ikke henvist til noget andet retsgrundlag for politiets fjernelse af (B's) uindgistrerede bil end det anførte. I det notat, der blev udarbejdet i forbindelse med ministeriets supplerende udtalelse, har Justitsministeriet nærmere redegjort for ministeriets opfattelse af hjemmelsspørgsmålene i forbindelse med politiets fjernelse af uindregistrerede køretøjer. Til det af Justitsministeriet nu anførte skal jeg  bemærke følgende:

Som også anført i Justitsministeriets nævnte notat fremgår det af forarbejderne til færdselslovens § 69 c (jf. nu færdselslovens § 123), at bestemmelserne heri skal træde i stedet for hittegodslovens regler om bortsalg af hittegods.

Justitsministeriet har nu anført, at politiets medvirken til bortfjernelse og destruktion af "værdiløse" køretøjer (som ikke i forvejen er i politiets varetægt) ikke har hjemmel i færdselslovens § 123, men derimod sker på et andet retsgrundlag (trods hjemmelsangivelserne - henvisningerne til færdselsloven - i bekendtgørelse nr. 540 af 7. november 1974 og cirkulære nr. 233 af s.d.).

Justitsministeriet har herved anført, at et uindregistreret køretøj, som skønnes at være "værdiløst", anses for "bortkastet" af ejeren, d. v. s. at ejeren anses for at have opgivet sin ejendomsret. Efter (en efter det oplyste mangeårig) administrativ praksis før 1971 blev "værdiløse" biler ikke anset for omfattet af hittegodsloven, og administrativ praksis har derfor siden gennemførelsen af de særlige bestemmelser i færdselsloven, der trådte i stedet for hittegodslovens regler, heller ikke anset "værdiløse" biler for omfattet af færdselsloven.

Jeg finder ikke at kunne kritisere en fortolkning af færdselsloven, hvorefter bilvrag m.v. ud fra en konkret vurdering af deres stand ikke (længere) anses for et af færdselsloven omfattet køretøj. Jeg er opmærksom på, at væsentlige samfundsmæssige hensyn - af bl.a. færdselsmæssig art - taler for, at myndighederne kan foranledige, at uindregistrerede biler, der henstår på områder, der er omfattet af færdselsloven, vil kunne fjernes og eventuelt tillige destrueres.

Jeg er derfor enig med Justitsministeriet i, at 14-dagesreglen i færdselslovens § 123, stk. 3, 3. pkt. ikke er direkte anvendelig i det foreliggende tilfælde.

Spørgsmålet er herefter, om et "køretøj" som det omhandlede på andet retsgrundlag kan fjernes (og eventuelt destrueres), hvis det er henstillet på et område, der er omfattet af færdselsloven.

Justitsministeriet har nu som hjemmel til fjernelsen af (B's) bil henvist til retsplejelovens § 108. Bestemmelsen i § 108, stk. 1, er sålydende:

"Politiets opgave er at opretholde sikkerhed, fred og orden, at påse overholdelsen af love og vedtægter samt at foretage det fornødne til forhindring af forbrydelser og til efterforskning og forfølgning af sådanne."

Endvidere indeholder færdselsloven af 1976 (lov nr. 287 af 10. juni 1976) i § 87, stk. 1, følgende bestemmelse:

"Der må ikke på vej henkastes eller efterlades noget, der kan være til fare eller ulempe for færdslen".

Bestemmelsen har bevidst fået en meget bred og generel formulering. Den afløser § 31 i færdselsloven af 1955, men den tidligere regels eksemplifikationer er udeladt "for at undgå fristelsen til modsætningsslutninger", jf. Due med flere, Færdselsloven med kommentarer (1979), bind 1, side 480.

Overtrædelse af færdselslovens § 87 straffes efter lovens § 118, stk. 1, nr. 1, med bøde.

Et "køretøj", der er i en sådan stand, at det ikke længere er et køretøj i færdselslovens forstand, men som i strid med færdselslovens § 87, stk. 1, er henstillet på et område, der er omfattet af færdselsloven, kan efter min opfattelse fjernes af politiet, hvis det er til fare eller ulempe, jf. færdselslovens § 87, stk. 1, og § 118, stk. 1, nr. 1, sammenholdt med retsplejelovens § 108. Efter sidstnævnte bestemmelse påser politiet bl.a. overholdelsen af lov og vedtægter og foretager det fornødne til forhindring af strafbare lovovertrædelser, herunder foranstaltninger med henblik på at bringe sådanne lovovertrædelser til ophør.

På baggrund heraf og på baggrund af oplysningerne i sagen om baggrunden for fjernelsen af "køretøjet" finder jeg ikke at kunne kritisere, at politiet lod det fjerne.

Med hensyn til de konkrete omstændigheder omkring fjernelsen af "køretøjet" finder jeg heller ikke, at disse kan betragtes som ansvarspådragende for politiet. Jeg finder det i denne forbindelse ikke uforsvarligt, at politiet undlod at foretage nærmere undersøgelser om ejerforholdet, f.eks. ved at rette henvendelse til ejendomsadministrationen. Videre bemærker jeg, at det ikke fremgår af sagen, hvad politiets manglende tilbagegivelse af bilen til (B) efter dennes henvendelser til politiet skyldtes (f.eks. om spørgsmålet om ejerens intervention med henblik på at få bilen udleveret først blev klart for politiet, efter at bilen var destrueret af ophuggeren, eller om politiet af aftaleretlige grunde ikke mente at kunne bede ophuggeren udlevere bilen igen).

Endelig bemærker jeg, at Justitsministeriet har betalt (B's) erstatning for det værktøj m.v., som ifølge (B's) forklaring befandt sig i bilens bagagerum; så vidt jeg må forstå, er denne erstatning betalt på baggrund af, at politiet ikke undersøgte bilens bagagerum, inden politiet bad ophuggeren om at fjerne bilen med henblik på destruktion.

Jeg har ikke grundlag for at kritisere politiets skøn over værdien af "køretøjet", og jeg finder derfor ikke, at politiet ved at afgive "køretøjet" til destruktion har pådraget sig et erstatningsansvar.

Jeg må ligeledes anse det for tvivlsomt, om (B) i forbindelse med politiets fjernelse af hans bil har lidt et adækvat tab, som går ud over den ydede erstatning på 1.000 kr. Jeg bemærker herved, at (B's) skønsmæssige angivelse af bilens værdi på tidspunktet for bortfjernelsen af denne ikke er nærmere dokumenteret, og at der - hvis (B) skulle have udleveret bilen fra autoophuggeren - må antages at have kunnet rejses et krav mod (B) om betaling af ophuggerens transport- og opbevaringsudgifter, jf. herved også princippet i færdselsloven (af 1976) § 123, stk. 2, og § 123, stk. 4. Det kan efter min opfattelse ikke anses for ganske usandsynligt, at de nævnte udgifter ville være af samme størrelse som den objektive værdi af (B's) uindregistrerede bil.

På denne baggrund finder jeg ikke at kunne kritisere, at Justitsministeriet ikke uden dom har fundet grundlag for at udbetale (B) en erstatning på mere end 1.000 kr.

Den endelige afgørelse af det konkrete erstatningsspørgsmål henhører under domstolene.

Den konkrete sag illustrerer efter min opfattelse, at der kan opstå situationer, hvor politiet og ejeren med føje kan have forskellige opfattelser angående værdien af "køretøjet". Dette kan f. eks. skyldes, at ejeren - som i denne sag - ønsker at bruge "køretøjet" som "reservedelslager", medens politiet snarere vurderer værdien som (et efter færdselslovens krav lovligt og køredygtigt) køretøj.

Med henblik på at afbøde de uheldige virkninger, der kan opstå i sådanne situationer, har jeg samtidig hermed henstillet til Justitsministeriet, at der tilvejebringes en ordning, hvorefter der tidligst foretages destruktion af "køretøjer" som det omhandlede 14 dage efter fjernelsen. En sådan ordning svarer til det, der gælder om køretøjer, der fjernes efter færdselslovens § 123, jf. herved § 123, stk. 3, 3. pkt."

I skrivelse af 29. maj 1990 meddelte Justitsministeriet, at ministeriet havde taget min henstilling til efterretning og ville udsende de fornødne regelændringer.

Jeg meddelte herefter ministeriet, at jeg havde taget det oplyste til efterretning.