Privatskolebørn har ret til at blive hørt før bortvisning eller udskrivning

30-06-2015

Artikel 12 i FN’s børnekonvention fastslår et barns ret til at blive hørt i alle forhold, der vedrører barnet. Denne ret gælder også for elever på privatskoler og efterskoler, som skolerne ønsker at bortvise eller udskrive. Det fastslår Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen. 

Udmeldingen kommer, efter at Ombudsmandens Børnekontor har modtaget en række klager fra privat- og efterskoleelever, der er blevet smidt ud af deres skole. De har bl.a. klaget over, at de ikke blev hørt. 

”Børnekonventionen sikrer naturligvis ikke elever mod at blive sendt hjem eller smidt ud af deres privatskole eller efterskole – det kan være helt berettiget i nogle tilfælde. Men den siger, at børnene skal inddrages og høres. Inddragelse og høring sikrer, at barnet kommer til orde, og bidrager også til, at skolerne kan træffe deres afgørelse på et ordentligt grundlag”, siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen. 

Ombudsmanden vil følge området 

Ombudsmanden rejste i 2014 problemet med manglende høring af privatskolebørn over for Undervisningsministeriet. 

Siden har ministeriet i samarbejde med de frie skolers foreninger udarbejdet informationsmateriale og iværksat en vejlednings- og informationsindsats. Indsatsen tager udgangspunkt i to vejledninger rettet mod henholdsvis skolelederne og eleverne. Vejledningen til skolelederne gør opmærksom på, at kravet om inddragelse efter børnekonventionen gælder i alle sager, og forklarer, hvordan inddragelse af eleven kan foregå i praksis. Vejledningen til eleverne gør opmærksom på deres ret til at blive hørt. 

Undervisningsministeriet vil evaluere indsatsen i starten af 2016. 

”Det er Undervisningsministeriets ansvar, at børnekonventionens artikel 12 overholdes, også på privatskoleområdet. Ministeriet har vurderet, at en vejlednings- og informationsindsats over for skolerne er tilstrækkelig til at sikre barnets ret til at blive hørt. Det noterer jeg mig, men jeg vil være meget opmærksom på, om problemet nu også bliver løst i praksis”, siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen. Han tilføjer, at han vil afvente ministeriets evaluering af indsatsen i starten af 2016. 

Ombudsmandens udtalelse FOB 2015-53 kan læses her

Tidligere nyhed i sagen kan ses her

Ministeriets vejledninger:

At lytte og inddrage

Jeg har ret til at blive lyttet til (handout til børn) 


Yderligere oplysninger: 

Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, tlf. 20 33 97 52 

 

FAKTA 

Artikel 12 i FN’s børnekonvention fastslår et barns ret til at blive hørt i alle forhold, der vedrører barnet. Denne ret er en af fire grundlæggende rettig-heder for børn. De andre er retten til ikke-diskrimination, retten til liv og udvikling og princippet om, at barnets tarv skal komme i første række. Se FN’s Børnekomites generelle bemærkninger (”General Comments”) til artikel 12. 

Ombudsmanden fik ved oprettelsen af Ombudsmandens Børnekontor i efteråret 2012 en særligt pligt til at gøre opmærksom på, hvis dansk lovgivning ikke lever op til internationale forpligtelser til at sikre børns rettigheder. Det fremgår af ombudsmandsloven § 12, stk. 2: 

Ӥ 12.

Stk. 2. Ombudsmanden skal i forbindelse med sin virksomhed overvåge, om gældende love eller administrative bestemmelser er forenelige særligt med Danmarks internationale forpligtelser til at sikre børns rettigheder, herunder FN’s konvention om barnets rettigheder. Bliver ombudsmanden opmærksom på mangler, skal ombudsmanden give Folketinget og vedkommende minister meddelelse herom. Med hensyn til mangler ved bestemmelser, som er fastsat af en kommune eller en region, skal ombudsmanden give meddelelse til vedkommende kommunalbestyrelse eller regionsråd.”