Ombudsmanden retter i en ny redegørelse meget alvorlig kritik mod Udlændingestyrelsen, fordi styrelsen tillod, at en 10-årig serbisk dreng i oktober 2011 blev udsendt af Danmark. Drengen blev udsendt sammen med sin bedstemor, som også var barnets værge, selv om drengen på det tidspunkt var anbragt på en institution. Formålet med anbringelsen var at få undersøgt, om der var risiko for alvorlig skade på drengens sundhed og udvikling.
”Ved udsendelsen af landet blev drengen overladt til bedstemoderen, selv om det var tvivlsomt, om hun ville kunne drage relevant omsorg for drengen. Det er en meget alvorlig sag, fordi Danmark har en pligt til at beskytte børn. Myndighederne har da også tidligere tilkendegivet, at et barn ikke vil blive sendt ud af landet sammen med forældrene, hvis barnet er tvangsfjernet fra forældrene”, siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen. Han betegner i redegørelsen Udlændingestyrelsens fremgangsmåde som et ”grundlæggende svigt” over for drengen.
Folketingets Ombudsmand har flere gange tidligere været i kontakt med udlændingemyndighederne om spørgsmålet om udsendelse af anbragte børn. I juni 2011 tilkendegav det daværende integrationsministerium, at tvangsanbragte børn måtte antages at have behov for den danske stats beskyttelse, og at børnene som udgangspunkt ikke kunne ”henvises til at tage ophold i et andet land, endsige udrejse sammen med forældrene”.
Justitsministeriet har selv over for ombudsmanden kaldt den konkrete sag for ”særdeles beklagelig” og ”kritisabel”.
Vil undgå lignende sager
Ombudsmanden har nu bedt Justitsministeriet om at oplyse, om der er andre lignende sager, som han ikke har hørt om, ligesom han har bedt ministeriet om at redegøre for, hvordan man fra udlændingemyndighedernes side vil sikre, at lignende sager undgås.
Ombudsmandens redegørelse kan læses her.
Yderligere oplysninger:
Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, tlf. 20 33 97 52
Kontorchef Johannes Martin Fenger, tlf. 33 43 54 23.
Fakta
Af et notat af 22. juni 2011 fra det daværende integrationsministerium, som dengang blev sendt til ombudsmanden, fremgår bl.a. følgende:
”Tvangsanbragte børn må således antages at have behov for den danske stats beskyttelse, jf. FN’s børnekonvention samt Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 om forbud mod tortur og anden umenneskelig eller nedværdigende behandling og artikel 8 om retten til et privatliv, og børnene kan således i relation til EMRK artikel 8 som udgangspunkt ikke henvises til at tage ophold i et andet land, endsige udrejse sammen med forældrene.”
Ombudsmanden tilkendegav i forlængelse heraf senest i november 2011 over for Justitsministeriet, at han på baggrund af ministeriets tilkendegivelser over for ham havde forstået, at tvangsanbragte børn ikke bliver udsendt af Danmark, hvis forældrene får afslag på asyl eller opholdstilladelse på andet grundlag.
Ombudsmanden tilkendegav endvidere, at det efter hans opfattelse principielt ikke kunne udelukkes, at også frivilligt anbragte børn i visse tilfælde må antages at have behov for den danske stats beskyttelse, og at han i den forbindelse bl.a. tænkte på de tilfælde, hvor der er grundlag for tvangsanbringelse, men hvor anbringelse rent faktisk er foretaget som en frivillig anbringelse.
Forlydender om, at en anbragt dreng var blevet udsendt af landet, kom frem i 2014 under et tilsynsbesøg på et asylcenter med bl.a. medarbejdere fra Folketingets Ombudsmands tilsynsafdeling og børnekontor. Efterfølgende bad ombudsmanden om sagens akter.