Folketingets Ombudsmand understreger i en ny udtalelse, at børn og unge bør opholde sig så kort tid som muligt på en akutinstitution. Udtalelsen kommer i forbindelse med skarp kritik af, at seks børn måtte vente i 1 til 2½ år på Esbjerg Kommunes akutinstitution, Nordstjernen. En institution, der tilmed i en længere periode var overbelagt. Børnene har siden foråret 2013 været anbragt i varige tilbud.
”Børn og unge, der bliver fjernet fra hjemmet og anbragt på en akutinstitution, er i en voldsomt sårbar situation. Derfor er det afgørende, at kommunen så hurtigt som muligt finder en varig løsning. En akutinstitution er – som navnet siger – en meget midlertidig løsning”, fastslår Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen.
Han anfører samtidig, at anbringelse på en akutinstitution kan være nødvendig for at få afdækket barnets behov. Der skal være den fornødne tid til at observere børnene og foretage undersøgelser for at finde det rigtige varige anbringelsessted, hvis børnene ikke skal hjem til forældrene igen. Men i de konkrete sager, som ombudsmanden har undersøgt, burde kommunen efter hans opfattelse væsentlig hurtigere være kommet til en afklaring.
Esbjerg Kommune har over for ombudsmanden erkendt, at de seks børn har været længe på akutinstitutionen og for nogle af børnenes vedkommende også for længe.
Ombudsmanden har orienteret bl.a. Folketingets Retsudvalg og Socialudvalg om sagen.
Esbjerg Kommune iværksætter omfattende ændringer
Ombudsmanden rejste sagen om de lange ophold på Nordstjernen i Esbjerg Kommune efter et tilsynsbesøg på akutinstitutionen i april 2013. Under samme besøg fik ombudsmanden kendskab til et søskendepar, der på trods af mange underretninger alt for sent blev fjernet fra hjemmet og akutanbragt på Nordstjernen.
Ombudsmanden kritiserede i sommeren 2014 skarpt, at kommunen ikke havde hjulpet søskendeparret tidligere, og kaldte kommunens svigt ”fuldstændig uforsvarligt”. Samtidig bad han Esbjerg Kommune om en redegørelse for, hvordan kommunen fremover vil sikre, at lovregler, der beskytter børn og unge mod omsorgssvigt, bliver efterlevet.
Kommunen har nu redegjort for en række tiltag, som den har iværksat som en del af en omfattende forandringsproces i håndteringen af udsatte børn og unge. Kommunen har desuden over for ombudsmanden tilkendegivet fortsat at ville arbejde med implementeringen af en række konkrete udviklingsplaner.
Se nyhed i sag om udsat søskendepar.
Se ombudsmandens redegørelse vedrørende sag om lange ophold på akutinstitutionen Nordstjernen.
Yderligere oplysninger kan fås hos:
Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen: 20 33 97 52.
Kontorchef Bente Mundt: 33 13 25 12.
FAKTA
Anbringelse uden for hjemmet
- Foranstaltninger. Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om foranstaltninger, herunder akut anbringelse på en døgninstitution, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte. Eksempler på andre foranstaltninger er støtte i hjemmet, familiebehandling, kontaktperson og aflastning. (Servicelovens § 52)
- Anbringelsessted. Ved valg af anbringelsessted skal kommunen vælge det anbringelsessted, som bedst kan imødekomme barnets eller den unges behov. Kommunen skal bl.a. lægge vægt på anbringelsesstedets mulighed for at tilbyde nære og stabile voksenrelationer. (Servicelovens § 68b)
- Ændring af anbringelsessted. I det omfang det må anses for nødvendigt under hensyn til formålet med anbringelsen, skal kommunalbestyrelsen på baggrund af det løbende tilsyn med barnet eller den unge på anbringelsesstedet træffe afgørelse om ændret anbringelsessted, behandling, uddannelse m.v. under opholdet. (Servicelovens § 69)
- Varighed på akutinstitution. Der findes ingen regler om, hvor længe børn må eller bør være anbragt på en akutinstitution.
- Kapacitet. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er det nødvendige antal pladser på døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner for børn og unge, som på grund af sociale eller adfærdsmæssige problemer har behov for at blive anbragt uden for hjemmet. (Servicelovens § 67)