Når skoleledere på gymnasiale uddannelser vil skride ind med sanktioner over for elever, der har overtrådt skolens regler, skal de holde sig til de muligheder, som lovgivningen udstikker. Det fremgår af en ny udtalelse fra Folketingets Ombudsmand.
”Der er fastsat meget præcise rammer for, hvilke sanktioner en rektor kan idømme elever, der har overtrådt skolens studie- og ordensregler. Derfor er det vigtigt, at rektorerne holder sig inden for disse rammer og ikke opfinder egne sanktioner”, siger Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen.
Seks mulige sanktioner
Ombudsmanden tog spørgsmålet op over for Undervisningsministeriet på baggrund af en sag, hvor en skoleleder over for en gymnasieelev med for højt fravær havde brugt sanktioner, der ikke var omtalt i bekendtgørelsen om studie- og ordensregler i de gymnasiale uddannelser og heller ikke i skolens egne studie- og ordensregler. Bl.a. havde skolelederen tilbudt eleven at blive selvstuderende og gå til eksamen i udtrukne fag, samtidig med at elevens standpunktskarakterer blev ophøjet til årskarakterer. Skolelederen henviste til, at når eleven kunne bortvises, måtte skolen også kunne tilbyde alternativer, som var mere fordelagtige for eleven.
Det er Folketingets Ombudsmand ikke enig i:
”En afgørelse om at anvende sanktioner er så indgribende over for den enkelte elev, at der må kræves sikker hjemmel. Det handler i sidste ende om gymnasieelevernes retssikkerhed”, fastslår ombudsmand Jørgen Steen Sørensen og henviser til, at bekendtgørelsen om studie- og ordensregler kun nævner seks mulige sanktionsformer, som kan fastsættes i skolens egne regler.
På baggrund af ombudsmandens høring har Undervisningsministeriet erklæret sig enig med ombudsmanden.
Se ombudsmandens udtalelse her.
Yderligere oplysninger:
Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, tlf. 20 33 97 52
Kontorchef Lisbeth Adserballe, tlf. 33 13 25 12
FAKTA
Af § 24 i gymnasieloven (lovbekendtgørelse nr. 1076 af 4. september 2013) fremgår følgende:
”§ 24. Rektor fastsætter skolens studie- og ordensregler, jf. dog stk. 3. Rektor gør eleverne bekendt med studie- og ordensreglerne.
Stk. 2. Eleverne har pligt til at følge studie- og ordensreglerne. Rektor træffer afgørelse om iværksættelse af sanktioner over for elever, der ikke følger skolens studie- og ordensregler.
Stk. 3. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om studie- og ordensreglerne, herunder om iværksættelse af sanktioner over for elever, der ikke følger studie- og ordensreglerne.”
Bemyndigelsen for undervisningsministeren til at fastsætte nærmere regler om studie- og ordensreglerne er udnyttet med udstedelsen af bekendtgørelse nr. 1222 af 4. december 2006 om studie- og ordensregler i de gymnasiale uddannelser. Af bekendtgørelsens § 7, stk. 1, fremgår følgende:
”§ 7. Finder skolens leder, at en pædagogisk tilrettevisning ikke er en tilstrækkelig reaktion over for en elev, der har tilsidesat skolens regler for almindelig orden og samvær eller pligten til at deltage aktivt i undervisningen, kan følgende sanktioner iværksættes:
- Advarsel.
- Udelukkelse fra konkrete arrangementer eller aktiviteter.
- Midlertidig udelukkelse fra undervisningen i indtil 10 dage på et skoleår. Udelukkelsen registreres som fravær.
- Henvisning til at aflægge prøve i alle fag, der kan afsluttes med prøve på det pågældende klassetrin i det pågældende år, for elever i de sammenhængende uddannelser til studentereksamen (stx), til højere handelseksamen (hhx) og til højere teknisk eksamen (htx).
- Fortabelse af retten til at blive indstillet til prøve i et eller flere fag, der afsluttes det pågældende skoleår. Prøve i det eller de pågældende fag skal aflægges det følgende år, hvis skolens leder træffer beslutning om, at den pågældende på trods af en eller flere manglende prøver kan oprykkes til næste klassetrin.
- Bortvisning (udskrivning).”