Kommuner kan ikke alene på grund af prisen afvise en elevs ønske om at benytte det frie skolevalg på specialundervisningsområdet. Det viser en ny udtalelse fra Folketingets Ombudsmands Børnekontor.
”Som lovgivningen er formuleret, kan en kommune kun afslå et ønske om at benytte det frie skolevalg på specialundervisningsområdet, hvis det ønskede specialundervisningstilbud er ’mere vidtgående’. Dette indebærer efter min opfattelse, at kommunen må vurdere selve indholdet af tilbuddet og ikke alene kan lægge vægt på prisen for det ønskede tilbud, som det var tilfældet i denne sag ”, siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen.
Et dyrere skoletilbud
Sagen drejede sig om en skoleelev, som skulle have specialundervisning i stedet for almindelig skolegang. Eleven og hans mor ønskede, at han skulle gå på en specialskole i en anden kommune. Elevens egen kommune havde en lignende skole, og det var kommunens vurdering, at begge skoler var egnet til at dække elevens undervisningsbehov. Den skole, som eleven ønskede, var imidlertid 220.000 kr. eller ca. 50 % dyrere på årsbasis end kommunens egen lignende skole.
Kommunen besluttede herefter, at det ønskede tilbud var ”mere vidtgående”, fordi det var væsentligt dyrere end kommunens eget tilbud. Kommunen lagde således alene vægt på prisen. Det er efter ombudsmandens opfattelse ikke i overensstemmelse med lovgivningen.
Læs hele udtalelsen her.
For yderligere oplysninger:
Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, tlf. 20 33 97 52
Kontorchef Bente Mundt, tlf. 33 13 25 12
FAKTA
Ordningen om frit skolevalg blev indført i 2005 med en ændring af folkeskoleloven. Ordningen medførte, at forældre i almindelighed fik krav på, at deres barn kunne optages i en folkeskole efter eget valg i bopælskommunen eller i en anden kommune, hvis der var plads på den ønskede skole. Dette gjaldt også for specialundervisning. Reglerne om frit skolevalg fremgår af folkeskolelovens § 36, stk. 3.
I 2012 blev det vedtaget at opretholde ordningen om frit skolevalg, men ordningen blev skærpet i forhold til specialundervisning. Det fremgår derfor nu af folkeskolelovens § 12, stk. 3, at skolekommunen ikke kan foretage henvisning til et mere vidtgående specialundervisningstilbud end det tilbud, som bopælskommunen har henvist barnet til. Afgørelsen af, om tilbuddet er mere vidtgående, træffes af bopælskommunen.