Ombudsmanden afslutter Odense-sag

13-10-2015

Efter at 107 vanskeligt stillede børn og deres familier nu igen modtager støtteforanstaltninger fra Odense Kommune, afslutter Folketingets Ombudsmand den sag, som han rejste i slutningen af august. 

”Jeg noterer mig, at Odense Kommune har erkendt meget alvorlige fejl og trukket alle relevante afgørelser tilbage. På den baggrund kan jeg ikke gøre mere for de berørte børn eller deres familier”, siger Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen. 

Ekstern undersøgelse konstaterer lovbrud
Odense Kommune besluttede i sommeren 2015 at stoppe hjælpen til hvert femte barn og familie, der modtog såkaldt forebyggende foranstaltninger. 

Efter en henvendelse fra Dansk Socialrådgiverforening gik ombudsmanden ind i sagen i slutningen af august. Derefter igangsatte Odense Kommune selv bl.a. en ekstern undersøgelse. På baggrund af undersøgelsen har kommunen erkendt, at sagerne ikke er behandlet i overensstemmelse med lovgivningen. Kommunen har oplyst, at alle familier, som fik frataget deres støtte, nu har fået den tilbage. 

Advarsel til andre kommuner
Det er ikke første gang, at ombudsmanden går ind i en sag, hvor en kommune lægger op til besparelser på børneområdet. I 2013 modtog ombudsmanden fra en anonym medarbejder i Guldborgsund Kommune en spareplan for anbragte børn.  Den blev opgivet, efter at ombudsmanden gik ind i sagen og i alvorlige vendinger advarede mod risikoen for, at de allermest udsatte børns rettigheder kom under pres. 

”Jeg har forståelse for den vanskelige økonomiske situation, som mange kommuner er i, bl.a. på børneområdet. Men som jeg udtalte i Guldborgsund-sagen, er det et ufravigeligt krav, at lovgivningen overholdes. Den nye sag fra Odense Kommune bør være en yderligere understregning af, at tilsidesættelse af børns rettigheder begrundet i økonomiske forhold er en sti, der ikke må betrædes”, siger Jørgen Steen Sørensen. 

 

For yderligere oplysninger:

Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, tlf. 20 33 97 52 

 

FAKTA 

Hvornår kan en kommune stoppe hjælp til udsatte børn?  

Materielle krav
Når en kommune beslutter at stoppe en forebyggende hjælpeforanstaltning, skal det være begrundet i en socialfaglig vurdering. Det kan f.eks. være en saglig begrundelse, at formålet med foranstaltningen er nået, eller at foranstaltningen ikke længere opfylder sit formål. Afgørelsen skal træffes på grundlag af en konkret og individuel vurdering af barnets forhold. 

En kommune kan således ikke uden videre stoppe en fast støtteordning til et barn og/eller familie. At der ikke er tilstrækkelige økonomiske ressourcer, er f.eks. ikke et lovligt argument for at fratage støtte, som barnet har ret til efter lovgivningen. 

Processuelle krav
Når en kommune behandler en sag, er der derudover en række processuelle krav til kommunens sagsbehandling, f.eks.: 

  • Notatpligt
  • Partshøring
  • Begrundelse
  • Børnesamtaler 

Kravene fremgår af offentlighedsloven, forvaltningsloven og serviceloven.