Direktør Jens Møller har besluttet med virkning fra 1. september 2015 at fratræde sin stilling. Han tiltræder samtidig en stilling som kommitteret på deltid. Jens Møller er på det tidspunkt 65 år.
Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen siger:
”Jens Møller er en fremragende jurist og en stor personlighed. Han har i næsten tre årtier præget den danske ombudsmandsinstitution og været en uundværlig støtte for såvel medarbejdere som skiftende ombudsmænd. Jeg forstår og respekterer Jens Møllers ønske om en vis aflastning, men jeg glæder mig samtidig over, at han fortsat vil stille sin kapacitet til rådighed for os.”
Jens Møller kom i 1987 til ombudsmandsinstitutionen fra en stilling som kontorchef i Justitsministeriet. I 2004 fik han titel af direktør. Ved siden af stillingen som direktør har Jens Møller bl.a. været formand for en række regeringsudvalg og kommissioner, og han har været en meget produktiv juridisk forfatter og redaktør.
Direktør Jens Møller siger:
”Jeg har haft et langt og utroligt spændende arbejdsliv hos ombudsmanden. Jeg er derfor meget glad for, at jeg - uanset mit ønske om at fratræde stillingen som direktør - har fået mulighed for at fortsætte som kommitteret på deltid nogle år endnu.”
Stillingen som direktør hos ombudsmanden forventes slået op i marts 2015 med tiltrædelse 1. september 2015.
For yderligere kommentarer:
Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen: 20 33 97 52
Direktør Jens Møller: 33 13 25 12
FAKTA OM JENS MØLLER
Født den 25. juli 1950
1976- cand. jur. fra Københavns Universitet.
1978 - 1982 – manuduktør ved Københavns Universitet.
1982 - 1998 – lektor ved Københavns Universitet.
1976 - 1985 – fuldmægtig i Justitsministeriet.
1979 - 1980 – dommerfuldmægtig i Holbæk.
1980 - 1984 – medhjælper ved statsadvokaten for Sjælland.
1984 - 1986 – konstitueret dommer ved retten i Tårnby.
1986 - 1987 – kontorchef i Justitsministeriet.
1987 - 1990 – afdelingschef hos Folketingets Ombudsmand.
1990 - 2004 – retschef ved Folketingets Ombudsmand, stedfortræder for ombudsmanden.
2004- direktør ved Folketingets Ombudsmand, stedfortræder for ombudsmanden.
Jens Møller har desuden i årenes løb været sekretær for, medlem af eller formand for en række organer samt råd, nævn og udvalg mv., herunder:
1976 - 1979 – sekretær for Justitsministeriets Trafiksaneringsudvalg.
1979 - 1984 – sekretær for Justitsministeriets Erstatningslovudvalg.
1979 - 1985 – sekretær for Justitsministeriets udvalg vedrørende særlige forvaltningsretlige spørgsmål.
1979 - 1989 – medlem af Justitsministeriets udvalg om børnebortførelser.
Fra 1990 – censor ved den juridiske uddannelse ved Aarhus Universitet; fra 1994 også de øvrige universiteter og forvaltningshøjskolen.
1991 - 1994 – medlem af Folketingets Præsidiums udvalg om ændring af ombudsmandsloven.
1996 - 1998 - Formand for Forskningsministeriets udvalg vedrørende elektronisk Statstidende
1998 - 1999 – medlem af Forskningsministeriets udvalg vedrørende offentlig information.
1998 - 2000 – Formand for Justitsministeriets arbejdsgruppe vedrørende revision af erstatningsansvarsloven.
2001 - 2002 – Formand for Justitsministeriets arbejdsgruppe vedrørende godtgørelse til efterladte ved dødsfald.
2002 - 2003 – Formand for Regeringens Retssikkerhedskommission.
2004 - 2005 - Formand for Justitsministeriets udvalg om Elektronisk Lovtidende.
2007 - 2008 Formand for Justitsministeriets udvalg om udveksling af oplysninger inden for den offentlige forvaltning.
2009 - 2010 Formand for Justitsministeriets udvalg om offentlige myndigheders offentliggørelse af kontrolresultater, afgørelser m.v.
2013- Formand for Regeringens udvalg om magtanvendelse på børne- og ungeområdet.
2014- Formand for Miljøministeriets ekspertpanel vedrørende en fremtidig struktur for miljø-og naturlovgivningen.
Som juridisk forfatter og redaktør har Jens Møller været meget produktiv med en fagligt bred og anerkendt produktion inden for både proces, offentlig ret og erstatningsret, bl.a. Kommenteret Retsplejelov, Juridisk Formularbog og Kommenteret Erstatningsansvarslov.