Folkeskolerne ansætter ikke sjældent undervisere uden læreruddannelse – f.eks. unge, som alene har en studentereksamen. Den praksis er ikke i overensstemmelse med folkeskoleloven. Derfor har ombudsmand Jørgen Steen Sørensen opfordret Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling til at udarbejde et lovforslag, så den eksisterende praksis kommer til at stemme overens med loven.
”Jeg har forståelse for folkeskolernes vanskeligheder med at finde uddannet lærerkraft, men grundlæggende er det problematisk, at loven stiller krav til undervisernes uddannelse, som ikke bliver fulgt. Enten bør man følge loven, eller også bør man lave den om. Jeg har nu henstillet til ministeriet at tage initiativ til en lovændring”, siger Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen.
Ombudsmandens sag udspringer af en konkret klage fra et forældrepar, som var utilfreds med, at deres søn skulle undervises i fagene matematik og naturfag af en vikar uden læreruddannelse. Vikaren skulle tillige have en delt klasselærerfunktion. Forældrene valgte at flytte deres søn fra skolen, men ombudsmanden rejste generelt spørgsmålet om lovgrundlaget for brugen af personer uden læreruddannelse eller anden relevant uddannelse.
Ombudsmandens henstilling til ministeriet kan læses her.
For yderligere oplysninger:
Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, telefon 20 33 97 52
Vicedirektør Kaj Larsen, telefon 30 92 90 92
FAKTA: Lovens krav til undervisere i Folkeskolen
- Folkeskolelovens kapitel 4 indeholder bestemmelser om kvalifikationskravene til skolens lærere. Hovedbestemmelsen om undervisere i folkeskolens 1.- 10 klasse fremgår af § 28:
”For at kunne varetage undervisningen i folkeskolens 1.-10. klasse skal underviseren have gennemført uddannelsen til lærer i folkeskolen eller anden læreruddannelse, der er godkendt af undervisningsministeren i denne henseende, jf. dog stk. 2, § 29 a og § 30. Godkendelsen kan betinges af, at de uddannede består en prøve ved en professionshøjskole, der af undervisningsministeren er godkendt til at uddanne lærere i folkeskolen.
Stk. 2. Der kan ansættes personer med særlige kvalifikationer til at undervise i enkelte fag.”
- Ombudsmandens henstilling til Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling vedrører ansættelse af undervisere, der hverken har en læreruddannelse eller tilsvarende uddannelse efter § 28, stk. 1, og heller ikke har de særlige kvalifikationer, der skal til for at blive ansat som faglærer efter § 28, stk. 2.
- Henvisningen i lovens § 28 til § 29a betyder, at der kan ansættes pædagoger til afgrænsede undervisningsopgaver på 1.-3. klassetrin. § 30 – som der også henvises til - bestemmer, at pædagoger og andet personale med relevante kvalifikationer kan varetage understøttende undervisningsopgaver.