SKAT vil fremover være hurtigere til at se på ejendomsvurderingerne i et helt boligområde, hvis vurderingen af en enkelt bolig er blevet underkendt. Det skriver SKAT til ombudsmanden, efter at ombudsmanden har rejst spørgsmålet. SKAT tilkendegiver endvidere, at boligejere, som retter henvendelse til SKAT, i fremtiden vil blive bedre orienteret om sagernes gang.
I Politiken i marts fremgik det, at en række boligejere i Hørsholm ikke havde fået ændret deres ejendomsvurderinger, selv om SKATs vurdering i området var blevet underkendt af et vurderingsankenævn. Artiklerne fik Folketingets Ombudsmand til at anmode SKAT og Skatteministeriet om en redegørelse for, hvad SKAT generelt gør, når vurderingen af en konkret ejendom i et område bliver underkendt af et vurderingsankenævn eller Landsskatteretten. Ombudsmanden anmodede særligt om en redegørelse for, hvor lang tid det normalt tager at revurdere andre boliger i samme område.
”Sagen rejser vigtige retssikkerhedsspørgsmål for den enkelte skatteyder, og det har derfor været væsentligt at få afdækket problemstillingen. SKAT har nu beklaget den lange sagsbehandlingstid og iværksat en række initiativer for at løse problemet. Derfor har jeg ikke på nuværende tidspunkt grundlag for at gøre mere”, siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen.
Ombudsmanden har imidlertid – for så vidt angår klageinstansafgørelser frem til 2014 – bedt om efter nytår at blive underrettet om, hvorvidt alle disse sager er blevet endeligt afsluttet i december 2015 som forventet af SKAT.
”Det er vigtigt, at de initiativer, som SKAT har iværksat, nu også virker. Derfor har jeg meddelt SKAT, at jeg følger op på sagen”, siger Jørgen Steen Sørensen.
Se SKATs redegørelse af 12. maj 2015 og et præciserende notat af 2. juni 2015.
Skatteministeriet har i en udtalelse tilsluttet sig SKATs redegørelse.
Se ombudsmandens afsluttende brev her.
Yderligere oplysninger:
Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, tlf. 20 33 97 52
Områdechef Karsten Loiborg, tlf. 33 13 25 12.
FAKTA:
SKAT har i sin redegørelse af 12. maj 2015 til ombudsmanden sammenfattende anført følgende:
”…….
- Underkendende afgørelser fra vurderingsankenævn og Landsskatteretten (samt domstolene) gennemgås konsekvent af SKAT med henblik på stillingtagen til, om klageinstansens afgørelse er af vidererækkende betydning. Som følge af forskelligheden i afgørelsernes begrundelser og sagernes karakter er gennemgangen både kvalitativt og kvantitativt ressourcekrævende.
- SKAT beklager den lange sagsbehandlingstid på stillingtagen til den vidererækkende betydning af underkendende afgørelser fra vurderingsankenævn og Landsskatteretten.
- SKAT opprioriterer behandlingen af de ovennævnte sager og forventer, at alle klageinstansafgørelser frem til 2014 vedrørende grundværdiansættelse er håndteret, således at ejerne forventes at modtage et forslag til afgørelse senest i oktober 2015. Sagerne forventes på den baggrund at være endeligt afsluttet i december 2015.
- For vurderingsårene 2011 og 2012 bevirker forlængelsen af fristen for at ændre disse vurderinger, som er videreført til efterfølgende vurderingsår, at ingen boligejere lider tab som følge af den lange sagsbehandlingstid.
- SKAT beklager, at en række boligejere, der har anmodet om genoptagelse af deres ejendomsvurdering, ikke er blevet orienteret om, at SKAT – uafhængigt af genoptagelsesanmodningen – ville undersøge, om underkendende afgørelser fra vurderingsankenævn eller Landsskatteretten var af vidererækkende betydning og gav grundlag for revision af ejendomsvurderingen med virkning for de pågældende boligejere.
- SKAT har overvejet den fremtidige procedure for behandling af genoptagelsesanmodninger og har på den baggrund ændret sin procedure for behandling af genoptagelsessager: Hvis en boligejer i et område, der er omfattet af en niveausag, anmoder om genoptagelse, vil SKAT stille genoptagelsesanmodningen i bero, såfremt den helt eller delvist vedrører samme forhold som niveausagen. SKAT vil orientere boligejeren om baggrunden for berostillelsen og give boligejeren mulighed for at fravælge berostillelse af genoptagelsessagen.”