Ombudsmanden foretog af egen drift en undersøgelse af Det Psykiatriske Patientklagenævns generelle sagsbehandlingstider i klagesager om tvang i psykiatrien efter bl.a. psykiatrilovens § 36, stk. 3, 1. pkt. (tvangsbehandling, der er tillagt opsættende virkning) og 3. pkt. (bl.a. klager over tvangsindlæggelse). Undersøgelsen angik 2024 og første kvartal af 2025.
Ombudsmanden fandt det meget beklageligt, at nævnet i ca. 5,7 pct. af de afsluttede realitetsbehandlede sager efter psykiatrilovens § 36, stk. 3, 1. pkt., ikke havde truffet afgørelse inden udløbet af den absolutte frist i psykiatriloven på syv hverdage fra klagens modtagelse. Han henviste til, at der ved fastsættelsen af en absolut frist i loven var lagt vægt på i særlig grad at sikre en hurtig behandling af sager af denne karakter, og at fristoverskridelsen efter det oplyste skyldtes, at nævnet i en række tilfælde havde overset, at der var tale om sager omfattet af den absolutte frist, hvilket nævnet kunne have undgået eller i hvert fald gjort mere for at imødegå.
Ombudsmanden fandt det desuden kritisabelt, at der kun var truffet afgørelse inden 14 dage efter klagens modtagelse i ca. 4,7 pct. af de afsluttede realitetsbehandlede sager efter psykiatrilovens § 36, stk. 3, 3. pkt. En sådan sagsbehandlingstid var efter ombudsmandens opfattelse ikke forenelig med forudsætningerne i forarbejderne til psykiatriloven, hvorefter sådanne klagesager som det klare udgangspunkt skulle være afgjort inden 14 dage efter klagens modtagelse.
Det gjaldt, selv om myndighederne havde henvist til, at der skete en sagsophobning som følge af, at nævnet var blevet ressortoverført til Styrelsen for Patientklager, og til udfordringer med mangel på lægelige nævnsmedlemmer.
Når der bliver truffet beslutning om at frihedsberøve en patient i psykiatrien, f.eks. i form af tvangsindlæggelse, har patienten i overensstemmelse med grundlovens § 71, stk. 6, og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 5, stk. 4, en særlig adgang til enkel, effektiv og hurtig domstolsprøvelse af frihedsberøvelsen. Denne adgang til domstolsprøvelse gælder, når patienten har fået sin klage behandlet i nævnet.
Ombudsmanden gik ud fra, at nævnet løbende ved sin behandling (og prioritering) af de enkelte klagesager ville sikre, at der – i lyset af nævnets sagsbehandlingstider – ikke var sager, hvor Danmark ikke levede op til sine menneskeretlige forpligtelser.
(Sag nr. 25/01459)