FOB 2025-6

Breve til mindreårige og forældremyndighedsindehavere på gymnasieområdet

27-05-2025

Ombudsmanden undersøgte Styrelsen for Undervisning og Kvalitets praksis for, hvem der i sager om bl.a. elevfordeling på de gymnasiale ungdomsuddannelser fik meddelelse om afgørelsen i tilfælde, hvor mindreårige er parter.

Styrelsens sædvanlige praksis var, at styrelsen adresserede og sendte afgørelsen (alene) til den mindreårige, selvom der var en forældremyndighedsindehaver. I nogle tilfælde orienterede styrelsen forældremyndighedens indehaver i en mail om, at der samme dag var sendt en afgørelse til den mindreårige.

Det var ombudsmandens opfattelse, at denne praksis ikke var i overensstemmelse med forældreansvarsloven og de almindelige forvaltningsretlige regler om meddelelse af afgørelser og legal partsrepræsentation.

Forældremyndighedsindehavere er legale partsrepræsentanter for børn og unge under 18 år – også når disse er partshabile. At en mindreårig er partshabil, indebærer således som udgangspunkt, at både den mindreårige og forældremyndighedsindehaverne kan udøve partsbeføjelser. Det må myndighederne indrette sagsbehandlingen efter. Det betyder bl.a., at myndighederne som udgangspunkt må adressere såvel forældremyndighedsindehaverne som den mindreårige part samtidig, hvis den mindreårige er partshabil.

Ombudsmanden anførte, at dette ikke alene gælder meddelelse om selve afgørelsen i en sag, men også anden relevant kommunikation om sagen.

(Sag nr. 25/01944)