Tre overlæger undersøgte på Sundhedsstyrelsens vegne kvaliteten af en bestemt type hofteoperation. I den anledning blev et antal hofteopererede patienter indkaldt til undersøgelse. Patienterne fik i indkaldelsen at vide at de kunne ledsages af deres ægtefælle, en søn/datter eller en anden af "de nærmeste". En person som ikke var omfattet af denne personkreds, ønskede at ledsage en af patienterne, men blev afvist. Han klagede til Sundhedsministeriet og siden til ombudsmanden.
Ministeriet fastholdt under sagens behandling at forvaltningslovens regler om partsrepræsentation m.m. ikke fandt anvendelse fordi der ikke var tale om en afgørelsessag. Denne opfattelse gav ikke ombudsmanden anledning til bemærkninger. Ombudsmanden udtalte imidlertid at det er et grundlæggende princip i dansk forvaltningsret at den der er part i en sag i den offentlige forvaltning, på ethvert tidspunkt kan lade sig repræsentere eller bistå af andre. Dette ulovbestemte princip, der har fundet udtryk i forvaltningslovens § 8 vedrørende afgørelsessager, gælder - også efter forvaltningslovens gennemførelse - i videre omfang på ulovbestemt grundlag. De tre overlæger, Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet burde derfor ikke alene have vurderet sagen på grundlag af forvaltningslovens § 8, men tillige i lyset af den tilsvarende ulovbestemte grundsætning.
Ombudsmanden udtalte at efter disse bestemmelser har en patient i almindelighed ret til at lade en hvilken som helst person bistår sig ved f.eks. kliniske undersøgelser på et offentligt hospital. (J.nr. 1995-1276-409)