En mand klagede over at Udlændingestyrelsen og Indenrigsministeriet i en sag afviste at anerkende partsrepræsentantens underskrift på en visumansøgning, men stillede krav om ansøgerens egenhændige underskrift som en forudsætning for at behandle ansøgningen.
Ombudsmanden udtalte som svar på myndighedernes udtalelser at ressourceforbrug ikke kunne begrunde en afvisning af partsrepræsentationen - den skriftlige fuldmagt måtte anses som udtryk for en konkret interesse i ddet ansøgte. Ombudsmanden udtalte videre at risikoen for forflygtigelse af strafansvar eller risikoen for ikke at kunne bringe udlændingelovens regler om svig i anvendelse ikke var hensyn der generelt kunne begrunde kravet om ansøgers egenhændige underskrift. Endelig udtalte ombudsmanden at myndighederne ikke generelt, med henvisning til at ansøgeren skal give samtykke til indhentelse af fortrolige oplysninger, kan kræve ansøgerens egenhændige underskrift på ansøgningen. Ombudsmanden udtalte at et sådant krav forudsatte at mundighederne ud fra en konkret vurdering fandt at fuldmagten ikke omfattede et sådant samtykke. Ombudsmanden kunne ikke lægge til grund at myndighederne havde foretaget en sådan vurdering, og fandt det derfor beklageligt at Udlændingestyrelsen og Indenrigsministeriet havde stillet krav om angsøgerens egenhændige underskrift. (J.nr. 1996-344-644).