En udlænding var rejst til Libanon i begyndelsen af 2001. Under opholdet i Libanon blev han syg og mistede sit opholdsbevis og sit pas. Derfor rettede han henvendelse til den danske ambassade i Beirut i slutningen af 2001 for at få en kopi af opholdstilladelsen. Dette kunne af forskellige grunde ikke umiddelbart lade sig gøre, og på grund af sygdom rettede udlændingen først i 2003 igen henvendelse til ambassaden for at få en tilbagerejsetilladelse.
Udlændingemyndighederne traf herefter afgørelse om at opholdstilladelsen var bortfaldet fordi klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder.
Udlændingens advokat klage herefter til ombudsmanden. Advokaten anførte bl.a. at det ikke var blevet ordentlig belyst hvad der var sket på ambassaden i 2001, og at han havde bedt om aktindsigt i eventuelle dokumenter i ambassaden.
Ombudsmanden bad udlændingemyndighederne om en forklaring på hvorfor advokatens anmodning om aktindsigt i eventuelle dokumenter ikke var blevet ekspederet. Ombudsmanden bad også om en stillingtagen til om Udlændingestyrelsen burde have ventet med at træffe afgørelse til anmodningen om aktindsigt var behandlet. Endvidere bad ombudsmanden om at se en kopi af samtlige akter i sagen fra ambassaden i Beirut.
Herefter genoptog Integrationsministeriet sagen. Ministeriet gennemgik de oplysninger som nu forelå fra ambassaden i Beirut, om klagerens henvendelse i 2001 og sammenholdt dem med de lægelige oplysninger om udlændingens helbredsmæssige forhold i perioden 2001-2003. På den baggrund fandt ministeriet at opholdstilladelsen ikke burde have været anset for bortfaldet.
Ministeriet bad derfor Udlændingestyrelsen om at rette henvendelse til den danske ambassade i Beirut for at få det gjort det muligt for udlændingen genindrejse i Danmark.
Ombudsmanden foretog sig herefter ikke mere i sagen.
(J.nr. 2006-3092-643).